Finansfokus - tirsdag

 

Investorerne får en række regnskaber fra småbankerne, mens de større danske selskaber ikke ventes at have noget i støbeskeen. Udviklingen på de udenlandske markeder vil blive nøje overvåget, idet den generelle stemning har været toneangivende de seneste måneder. Flere spændende udenlandske regnskaber er også på tirsdagens menu.

 

Det blev mandag ikke til de store overraskelser fra Djurslands Bank eller Sparekassen Himmerland, hvilket måske heller ikke bliver tilfældet hos tirsdagens regnskaber fra Østjydsk Bank, Nordjyske Bank, Sparekassen Faaborg og Max Bank. Alle har indtil videre fastholdt helårsprognoserne.

 

Fra den svenske side af Øresund er storbanken Swedbank aktuel med halvårsregnskab. Som optakt til regnskabsaflæggelsen gentog Deutsche Bank sin positive outperform-anbefaling på Swedbank-aktien den 17. juli. Deutsche Bank pointerede, at banken ser et fortsat marginpres i både de svenske og baltiske aktiviteter. I modsatte ende af skalaen er Danske Equities, som den 29. juni, fastholdt sin salgsanbefaling på Swedbank. Det skyldes øget pres på indtjeningen via marginpres, aftagende udlånsvækst samt omkostningspres. Yderligere ser Danske Equities øget risiko i de baltiske aktiviteter.

 

Svenske Securitas, som er konkurrent til dansk/britiske Group 4 Securicor, aflægger regnskab for første halvår. Investorerne håber, at de seneste svage kvartalstal fra den vigtige amerikanske enhed, var en enlig svale. Securitas ventes at give en opdatering af vagtkoncernens strategiske plan, hvilket ventes at få stor opmærksomhed fra analytikerne.

 

På den internationale regnskabsscene får investorerne flere spændende præsentationer. I Schweiz fremlægger genforsikringsgiganten Swiss Re regnskab for andet kvartal. Mandag overraskede tyske Munich Re positivt i halvårsregnskabet med en opjustering af sin helårsprognose.

 

I Frankrig er fokus på detailforsikringsbranchen med halvårsregnskabet fra AGF Group. Den tyske forsikringsgigant Allianz er hovedaktionær i AGF Group.

 

I USA får investorerne regnskab fra industrikonglomeratet Tyco International, hvilket ventes inden markederne åbner. Efter lukketid vil investorernes øjne rettes mod regnskabsaflæggelsen fra IT-giganten Cisco Systems.

 

Den amerikanske centralbank er aktuel med pengepolitisk møde med renteannoncering kl. 20.15. Trods en godartet udvikling i forbrugerpriserne har den amerikanske centralbank fastholdt sine bekymringer om inflationen på mellemlang sigt. Investorerne håber, at centralbankchef Ben Bernanke bløder op i sin inflationsbekymringer. Renten ventes at blive fastholdt på 5,25 pct. Futuremarkedet er begyndt at kalkulere med en rentenedsættelse i oktober eller december.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )