Finansfokus - onsdag

Investorerne vil onsdag tage imod en mindre storm af makroøkonomiske offentliggørelser. Fra begge sider af Atlanten præsenteres erhvervstillidsbarometre for servicesektoren, mens amerikanske jobtal også vil tiltrække opmærksomhed. På den hjemlige scene er der regnskab fra RTX Telecom og Harboes Bryggeri.

RTX Telecom, som udvikler og producerer trådløse kommunikationsløsninger, aflægger årsregnskab. Efter fire år med tab går investorerne endnu et underskud i møde, hvis RTX indfrier egne forventninger. RTX Telecom sænkede i halvårsregnskabet driftsindtjeningsprognosen for helåret til minus 50-70 mio. kr.

De røde tal i regnskabet har også givet investorerne nogle hårde år, og RTX-aktien ligger nu under kurs 50, efter at aktien i september 2005 toppede over kurs 150. Investorernes store interesse er nok at få lukket regnskabsbøgerne fra 2006/07 og få nogle mere lukrative forventninger stillet i udsigt til 2007/08. Den 8. oktober begyndte Danske Equities dækningen af RTX-aktien med den negative reducer-anbefaling.

Harboes Bryggeri er aktuel med sin halvårspræsentation, hvor øgede råvareomkostninger og øget konkurrence bliver udfordringerne, som selskabet har på menukortet. I regnskabet for første kvartal måtte Harboes Bryggeri krybe til korset og sænke forventningerne til helåret med 30 mio. kr. til 50-60 mio. kr.

Ulykkerne begyndte dog allerede i begyndelsen af året med en nedjustering af 2006/07-prognosen. De stigende råvarepriser rammer koncernen hårdt, idet selskabets produkter hører til lavprissegmentet, hvor det er sværere at vælte omkostningerne over på forbrugerne. Siden februar 2007 er Harboe-aktien faldet mere end 40 pct.

Investorerne i flyselskabet SAS vil med interesse kunne kigge mod Storbritannien, hvor British Airways aflægger trafiktal for november. I oktober steg passagertrafikken med 0,6 pct., hvor især flyvningerne til den anden side af Atlanten oplevede stor fremgang, mens flyvninger til Asien trak ned.

På makrosiden præsenteres det amerikanske ISM-erhvervstillidsbarometer for servicesektoren for november og det ventes at falde marginalt til 55,0 i forhold til 55,8 måneden forinden. Den endelige opgørelse af PMI-erhvervstillidsbarometeret for servicesektoren i eurozonen præsenteres for november og ventes at være uforandret på 53,7.

Den private amerikanske beskæftigelsesindikator fra ADP offentliggøres for november og ventes at vise en jobskabelse på 50.000 personer i forhold til 106.000 personer måneden forinden. Indikatoren kan bruges som opvarmning til fredagens vigtige amerikanske arbejdsmarkedsrapport.

Afsluttende rettes opmærksomheden mod en tale fra chefen for Den Europæiske Centralbank, Jean-Claude Trichet. Talen vil næppe komme med de store indikationer om pengepolitikken foruden for torsdagens rentemøde hos ECB.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )