Finansfokus - onsdag

 

Investorerne vil fra morgenstunden meget nøje kigge mod den anden side af Atlanten og nærstudere kommentarerne fra rentemødet hos den amerikanske centralbank tirsdag aften. Specielt kommentarer om kreditmarkedet vil tiltrække sig opmærksomhed, samt forventningerne til den fremtidige pengepolitik.

 

Bryggerikoncernen Carlsberg aflægger halvårsregnskab, hvor flere analytikere ser mulighed for, at bryggerikoncernen hæver sine helårsprognoser. Tirsdag præsenterede det britiske bryggeri Scottish & Newcastle, sløje tal for første halvår grundet det våde britiske sommervejr. Tallene fra Carlsbergs vesteuropæiske aktiviteter vil være i fokus.

 

Finanshuset Natexis Bleischroeder skriver i en analyse fra den 23. maj, at Carlsberg-aktien er prisfastsat for højt sammenlignet med de øvrige bryggerier, og derfor får Carlsberg-aktien en salgsanbefaling og et kursmål på 625 kr.

 

Gratisavisen Søndagsavisen aflægger halvårsregnskab. I begyndelsen af juni sænkede avisen forventningerne til helåret grundet den øgede konkurrence. Overskudsprognosen for helåret blev sænket til 100-130 mio. kr. før skat.

 

En række mindre banker er aktuelle med halvårsregnskab, når Ringkjøbing Landbobank, Møns Bank, Salling Bank og Lokalbanken i Nordsjælland præsenterer halvårsregnskaber. Økonomerne har været lidt i tvivl om bankernes evne til fortsat at præstere solide regnskabsaflæggelser, og de seneste kreditbekymringerne har haft presset mange af bankaktierne lavere.

 

Den nordiske forsikringsbranche kommer i centrum, idet investorerne får halvårsregnskaber fra norske Storebrand og finske Sampo. I seneste uge blev spekulationerne om yderligere konsolidering i den nordiske forsikringsverden øget, efter at islandske Exista øgede sin andel i Storebrand til 5,6 pct. Exista er hovedaktionær i Kaupthing Bank, der ejer 20 pct. af aktierne i Storebrand, som steg godt 6 pct. på nyheden. Regnskabet fra Storebrand vil give en god indikator for udviklingen i danske Trygvesta's skadesforsikringsaktiviteter i Norge.

 

Verdens største forsikringskoncern, American International Group (AIG), aflægger regnskab for andet kvartal. AIG er medlem i det prestigefyldte Dow Jones indeks. Danske Equities vurderede tirsdag, at tiden er kommet til investeringer i forsikringsaktier. Banken opjusterede derfor anbefalingen af Topdanmark-aktien til "køb" fra "hold" og af Alm. Brand-aktien til "akkumuler" fra "hold". Danske Equities anbefaler fortsat "køb" af Trygvesta og anfører, at det er den foretrukne aktie blandt de danske forsikringsselskaber.

 

På den makroøkonomiske front rettes opmærksomheden mod det amerikanske centralbankmedlem Gary Stern,som bliver det første medlem som holder tale efter tirsdagens rentemøde i den amerikanske centralbank. Gary Stern har tidligere udtalt sig om det sekundære lånemarked, så med henblik på de seneste kreditbekymringer bliver det interessant at se hvorvidt han vælger at kommentere det.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )