Finansfokus - onsdag

Onsdag fortsætter den linde strøm af amerikanske regnskabspræsentationer, men med danske øjne vil der også være en del opmærksomhed mod schweiziske Novartis. Onsdag aften rettes opmærksomheden mod rentemødet hos den amerikanske centralbank, hvor meldingerne vil blive nærstuderet.

Novo Nordisk får nyt fra den schweiziske konkurrent Novartis, som foruden at være aktiv på diabetesmarkedet, generelt vurdereds at have en stærk pipeline. Selskabet er aktuel med regnskab for fjerde kvartal, hvilket kommer efter et tredje kvartal, hvor omsætningen var bedre end ventet, mens indtjeningen skuffede.

Tyske SAP, som er Europas største softwareproducent, kommer med regnskab for fjerde kvartal. I oktober annulerede selskabet sin omsætningsprognose for helåret, mens indtjeningsmarginalen blev sænket til 28 pct. på grund af finanskrisen. Analytikerne venter en omsætning på 3,44 mia. euro i fjerde kvartal.

Den franske mikrochipproducent STMicroelectronics kommer med regnskab for fjerde kvartal. Selskabet er hård ramt af konjunkturafmatningen. Den schweiziske investeringsbank UBS anbefalede i en analyse den 12. januar at sælge ud af aktien, grundet en øget risiko for en lavere omsætning end senestre justerede prognose.

På den anden side af Atlanten finder vi Starbucks, som er verdens største kaffeserveringskæde. Selskabet kommer med regnskab for første kvartal. Starbucks er ramt af presset på forbrugerne, hvorfor selskabet har skåret ned for ekspansionsplanerne for i år. Koncernen oplyste i forbindelse med regnskabet i fjerde kvartal, at der er risiko for at 2009-prognosen ikke kan indfries. Her lød indtjeningsprognosen på mellem 0,9-1,0 dollar pr. aktie.

Telekoncernen AT&T er aktuel med regnskab for fjerde kvartal. I tredje kvartal skuffede indtjeningen, mens omsætningen var på linje med forventningerne. Det samlede antal mobilkunder var på 74,9 mio. i tredje kvartal.

Afsluttende kommer flyproducenten Boeing med regnskab for fjerde kvartal, hvilket sker efter et kvartal som var ramt på bundlinjen af strejker. Strejker hos maskinarbejderne lammede produktionen af kommercielle fly, hvorfor Boeing afstod fra at give prognoser for fjerde kvartal.

Den amerikanske centralbanken holder onsdag aften rentemøde, efter at renten i december blev sænket til 0,25 pct. Med den lave rente er der ikke mulighed for rentesænkninger, så fokus vil blive flyttet over på centralbankens efterfølgende melding om den økonomiske udvikling og de problemer, som økonomien står overfor.

På makrosiden kan investorerne varme op med tal for den tyske forbrugertillid fra Gfk-instituttet forud for aftenens rentemøde. Forbrugertilliden offentliggøres for februar og ventes at vise et marginalt fald til 2,0 sammenlignet med 2,1 måneden forinden.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )