Finansfokus - fredag

Fredag er fokus på de makroøkonomiske tal. Vigtigheden af den amerikanske arbejdsmarkedsrapport er øget efter onsdagens massive overraskelse fra ADP-indikatoren. På virksomhedsfronten er det småt med nyheder fredag, men SAS er dog aktuel med sine trafiktal.

Investorerne får kl. 14.30 præsenteret den amerikanske arbejdsmarkedsrapport for november. Onsdag overraskede den private jobindikator (ADP) massivt, idet den viste en jobskabelse på 189.000. Inden ADP-indikatoren blev offentliggjort havde analytikerne ventet en jobskabelse på 75.000 efter en massiv jobskabelse på 166.000 i seneste opgørelse, og nu øjner flere mulighed for en positiv overraskelse i fredagens arbejdsmarkedsrapport.

- Opgørelsen fra ADP overrasker markant og får os helt klart til at spekulere i en positiv overraskelse i jobskabelsen på fredag i forhold til konsensusforventninger, udtaler Nordea Markets, til RB-Børsen onsdag eftermiddag.

- ADP-opgørelsen skal dog tages med visse forbehold, da den fra tid til anden skyder fuldstændig forbi og dermed skal man være lidt forsigtig i forbindelse med, hvorvidt dette er en af gangene, vurderer chefanalytikeren.

Den første udgave af den amerikanske forbrugertillidsindikator fra Univesity of Michigan præsenteres kl. 15.45, hvor investorerne ifølge prognoserne er stillet et lille fald til 75,0 fra 76,1 i udsigt.

SAS er ved formiddagstid aktuel med trafiktal for november, hvor den permanente grounding af Dashflåden fra 28. oktober påvirker tallene negativt.

- Vi venter en marginal forbedring i belægningen til 66,7 pct., mens trafiktallene ventes at falde 3-4 pct., udtaler senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )