Finansfokus - fredag

 

Aktieanalytikerne får denne fredag ikke mange muligheder for at tage tidligt hjem til weekend, idet regnskabsaflæggelser fra to amerikanske giganter er et must at følge. De danske selskaber har ikke planlagt at forstyrre nyhedsstrømmen.

 

Det største amerikanske bankkonsortium Citigroup aflægger regnskab for fjerde kvartal, inden de amerikanske markeder åbner. Gigantens finansarm, Smith Barney, ventes at understøtte væksten på bundlinjen. Investeringsbanken Merrill Lynch imponerede alt og alt i sin torsdagspræsentation, mens tallene fra investeringsbanken JP Morgan Chase i mere moderat omfang også gødede jorden for optimisternes sag. Den ordinære bankforretning har fået mere afdæmpet indikationer blandt andet via regnskabet fra U.S. Bank. I begyndelsen af januar lagde Citigroup yderligere reserver til side grundet sine japanske aktiviteter. Det fik den schweiziske kollega Credit Suisse til at sænke kursmålet på Citigroup, men købsanbefalingen "outperform" blev dog gentaget ved denne lejlighed.

 

Verdens største industrigigant General Electric vil tiltrække stor opmærksomhed med sine regnskabstal for fjerde kvartal, men forventningerne til helåret 2007 vil få højeste prioritet. Koncernens er aktuel med regnskabet før US-åbningstid. General Electrics enorme størrelse kombineret med at benene er plantet i industrien gør, at gigantens meldinger kan give et pejlemærke om udviklingen i makroøkonomien. I regnskabet for tredje kvartal pointerede direktør Jeff Immelt, at infrastrukturaktiviteterne er en af drivkræfterne bag væksten samtidig fastholdte Immelt, at den gode udvikling prægede alle divisionerne.

 

Amerikanske Motorola, som har nedjusteret sine forventninger massivt den seneste uge, aflægger regnskab for fjerde kvartal efter lukketid. Motorola gav mobiltelefonaktiviteterne skylden for nedjusteringen. Med nedjusteringen er størstedelen af spændingen pillet ud af regnskabsaflæggelsen, men eventuelle meldinger om helåret vil blive nøje studeret.

 

Efter torsdagens stormflod af makroøkonomiske nøgletal vil investorernes appetit på området være stilnet en anelse. University of Michigan vil dog forsøge at tage opmærksomhed med første fremlæggelse af forbrugertillidsopgørelsen for januar.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )