Fed-chef: Fast inflationsmål kan være uhensigtsmæssigt

Det vil være fornuftigt at vurdere, om den amerikanske centralbanks klare mål for inflationen på 2 pct. stadig er berettiget. Det vurderede chefen for Federal Reserves afdeling i Boston, Eric Rosengren, i en tale mandag.

Foto: Iris.
Læs mere
Fold sammen

Eric Rosengren mener, at det bedst mulige inflationsniveau må forventes at variere på samme måde som den naturlige arbejdsløshedsligevægt, der heller ikke er cementeret på et specifikt niveau.

»Min opfattelse er, at vi bør fokusere på et inflationsspænd med mulighed for at bevægelse inden for området, fordi det optimale inflationsniveau ændres,« lød det fra Eric Rosengren.

Ifølge hans vurdering kan det optimale inflationsniveau ikke være 2 pct., hvis de økonomiske fundamentale forhold presser centralbankernes renteniveau ned til det lavest mulige ved en økonomisk afmatning.

»Min opfattelse er, at omkostningerne ved at sænke renen til den nuværende nedre bund og forblive der i en længere periode bør føre til en revurdering af, om et mål på 2 pct. i inflation stadig er passende,« sagde Eric Rosengren.

Han påpegede også, at der bliver sat spørgsmålstegn ved muligheden for at nå et inflationsmål inden for en rimelig tid, når inflationsmålet konsekvent har vist sig uopnåeligt i både USA, euroområdet og Japan, siden finanskrisen brød ud.

»Det er bemærkelsesværdigt, at inflationen har skudt under målet på trods af den aggressive brug af de utraditionelle pengepolitiske værktøjer, der er udviklet for at gøre pengepolitikken mere imødekommende i kølvandet fra finanskrisen,« sagde han.

En revaluering kan indeholde en vurdering af et inflationsspænd, et nominelt BNP-mål eller en målsætning for prisniveau, som kan hjælpe Federal Reserve med at leve op til sit mandat.