FCK-aktien i udbrud før skæbnekamp

Siden mandag er Parken-aktien steget mere end ti procent op til dagens skæbnekamp mod cypriotiske Apoel FC, hvor en sejr kan indbringe mesterholdet op imod 120 mio. kr.

Foto: Claus Bech. FCKs Jesper Grønkjær var begyndt at håbe på en klarmelding til returmødet med Apoel FC, men smerter i bagenden gør ham yderst tvivlsom.
Læs mere
Fold sammen
Det er flere måneder siden, at Parken aktionærerne har handlet så massivt med virksomhedens aktier, og der er stor optimisme at spore blandt de mere end 10.000 fodboldaktionærer.

Siden mandag morgen er Parkens aktiekurs således steget med mere end ti procent umiddelbart før, at de danske mestre fra FC København spiller den afgørende kamp i Champions League kvalifikationen i den cypriotiske heksekedel.

Alene i dag er Parkens aktie steget med seks procent, hvilket understreger investorernes tro på, at det danske hold er tæt på at spille sig direkte ind i mesterholdenes liga og dermed få del i tv-penge og andre indtægter, der i bedste fald kan løbe op i mere end 100 mio. kr.

Onsdag ved børslukningen kostede en aktie i Parken, der ud over fodboldklubben FC København også ejer badelandet Lalandia og fitnesskæden fitness dk, 700 kr. stykket.

Steget meget før

Trods den store stigning er der dog fortsat langt op til fordums styrke for Parken-aktien. I foråret 2007 kostede en aktie i virksomheden nemlig 1990 kr.

Usikkerheden om Parken-aktionæren Steen Velas økonomiske formåen kombineret med finanskrisen og en stigende gæld har dog ramt aktien hårdt i løbet af det sidste års tid.

En sejr i aften kan dog være ren epo for Parken-aktien, for da man for nogle år siden kvalificerede sig til Champions League med en samlet sejr over Ajax steg kursen med mere end 20 procent på meget kort tid.