Fald efter sænket kreditvurdering på Irland

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Moody's sænkede kreditvurdering af Irland har øget den negative markedsstemning, hvor de europæiske aktiemarkeder åbner med fald på 0,2-0,6 pct., og det danske C20-indeks følger trop med et tab 1,0 pct. til 405,39.

Et regnskab fra et konkurrerende transportselskab, hvor omsætningen overgår analytikerestimaterne, er ikke nok til at holde DSV i positivt territorium. Uden for C20-regi stiger Chr. Hansen, efter at finanshuset JPMorgan har indledt sin dækning af aktien med en "overvægt"-anbefaling. DSV falder 1,8 pct. til kurs 93,7.

Transportkonkurrenten Kuehne Nagel har fremlagt regnskab for andet kvartal, hvor omsætningen i første halvår steg til 9,8 mia. sfr. fra 8,5 mia. sfr. og derved overgik analytikerprognosen på 9,16 mia. sfr.

Driftsindtjeningen (EBIT) viste en fremgang til 358 mio. sfr. fra 337 mio. sfr., og her lød analytikerprognosen på 353 mio. sfr. Koncernen ser optimistisk på udviklingen, men det bemærkes i regnskabet, at gældskrisen i de sydeuropæiske lande udgør en risiko. Kuehne Nagel falder 2,2 pct. A.P. Møller - Mærsk åbner 1,0 pct. lavere i kurs 48.700.

Rederirivalen Hanjin står klar til et indtog på det vestafrikanske marked for containersejlads, skriver Financial Times. I sidste uge åbnede Hanjin en containerterminal i Spanien, og den skal ifølge avisen være et brohoved for et angreb på de vestafrikanske ruter, der i dag domineres af Maersk Line og franske CMA CGM. Maersk Oils produktion fra Al Shaheen-feltet i Qatar har nået 1 mia. tønder.

Feltet blev taget i brug i 1994. Produktionen ligger på 300.000 tønder om dagen, og selskabet er i færd med at gennemføre et 6 mia. dollar stort investeringsprogram, der bl.a. indeholder 163 nye boringer og 15 nye platforme.

Vestas falder 1,9 pct. til kurs 276,3. Vindmølleproducenten har ansat den tidligere chilenske energiminister Marcelo Tokman, som skal skaffe ordrer i Sydamerika og Caribien. Det er første gang, at Vestas skaffer sig adgang til et stort politisk netværk ved at ansætte en tidligere minister. Det skriver Jyllands-Posten.

Nordea åbner 2,7 pct. lavere i kurs 54,5, og Danske Bank falder 1,7 pct. til kurs 123,6. Topcheferne i verdens førende banker er i fuld gang med at finde ud af, hvordan de kan trække flere penge ud af deres almindelige kunder. En af de væsentligste udfordringer for bankerne i ølvandet af krisen bliver nemlig at hæve indtjeningen på bankkunderne. Det er konklusionen på en stor international undersøgelse, som konsulentvirksomheden Accenture har lavet, det skriver dagbladet Børsen. Chr. Hansen åbner 0,9 pct. højere i kurs 99,9. JPMorgan indleder sin dækning af Chr. Hansen-aktien med anbefalingen "overvægt", mens kursmålet sættes til 123 kr.

RB Børsen