Exiqon: Flytter nogle produktionslinier til USA - direktør

 

Exiqons planer om at etablere produktionsfaciliteter i USA løber som ventet og de ventes at stå klar til brug ved årets udgang. Der bliver tale om både at udvide selskabets kapacitet, samtidig med at der flyttes egentlige produktionslinier til USA, hvorved der bliver kortere vej til en række underleverandører og kunder. Det betyder dog også, at der skal flyttes varer fra USA til selskabets kunder i Europa og Asien, oplyser Exiqons administrerende direktør Lars Kongsbak til RB-Børsen. Han angiver flere grunde som årsag til flytningen.

 

- Til en hel del af vores produkter bruger vi underleverandører, og de er stort set amerikanske allesammen. Det er meget nemmere at ligge tæt på underleverandørerne, hvor vi laver den endelige produktion af produktet, for så kan vi bedre styre kvalitet og levering fra underleverandørerne. Og så er der lige det med, at halvdelen af kunderne er amerikanere. Det er altså også rart at være tæt på det største marked, siger han.

 

Inden børsnoteringen i maj flyttede de amerikanske aktiviteter til nye lokaler og her fulgte en hel del laboratorie- og produktionsfaciliteter med og det var netop målet i særdeleshed at få mulighed for udvide produktionen. Herudover satses der på at få laboratoriefaciliteter op at stå i USA for bedre at kunne betjene de amerikanske kunder. Selskabet udfører nemlig ofte laboratorieforsøg for kunderne.

 

Selvom en del af Exiqons produktion flyttes til USA, vil der dog fortsat være produktion i Danmark.

 

- Vi har valgt at beholde noget her i Danmark, da vi blandt andet har et meget stort partnerskab med Roche, som ligger i Tyskland og der er det praktisk nok, at produktionen ligger i Danmark, pointerer han og fortsætter:

 

- Det er i højgrad logistikkæden, der bestemmer, hvor vi ligger henne.

 

Exiqon udvikler, producerer og markedsfører en række produkter til analysere af genaktivitet, der bruges til forskning og til at diagnosticere kræft. Virksomhedens kunder er forskningsvirksomheder, forskningsinstitutioner og hospitaler i Europa, Nordamerika, Fjernøsten og Australien.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )