Europæiske aktier: Rød slutning på handelsdag i krydsild

Foto: Reuters Staff

De europæiske aktiemarkeder kom torsdag i krydsild fra en nedjustering fra den tyske bilgigant Daimler og udnævnelsen af to euroskeptikere til fremtrædende poster i de italienske parlament.

Og da røgen havde lagt sig, var det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks faldet 0,9 pct.

Ikke mindst i Italien gik det voldsomt for sig. Her faldt det toneangivende FTSE MIB-indeks 1,9 pct. Men også for det tyske DAX-indeks, der omfatter Daimler-aktien, faldt 1,5 pct.

I London faldt FTSE 100-indekset 0,9 pct., og i Paris faldt CAC 40-indekset 1,1 pct.

Det var udnævnelsen af de to euroskeptikere økonomerne Alberto Bagnai og Claudia Borghi til formænd for henholdsvis finansudvalget i det italienske senat og for budgetudvalget i underhuset i Rom, der rystede finansmarkederne.

Og Daimlers nedjustering, der blev begrundet med frygt for effekten øgede afgifter som følge af den eskalerende handelskonflikt mellem Kina og USA, skabte bekymring for negative konsekvenser for andre selskaber.

Daimer-aktien sluttede med et minus på 4,3 pct., mens kollegerne Renault og Fiat sluttede henholdsvis 5,5 pct. og 3,9 pct. lavere.

Men nederst sluttede danske Ambu med et fald på 10,2 pct.

Øverst i Stoxx 600 sluttede franske EDF med et plus på 5,2 pct., og her var forklaringen ifølge Bloomberg News, at den franske regering overvejer at splitte det statskontrollerede elselskab i to: En del, der beskæftiger sig med atomkraft, og en del, der har aktiviteter inden for ny og vedvarende energi.

/ritzau/FINANS