Europæiske aktier: Råvareaktier tynger i rødt mandagsmarked

Råvare- og kemikalieselskaberne har en hård dag mandag ved middagstid, hvor de to sektorer er de mest faldende i Europa, mens finans- og bilaktierne omvendt trækker en smule op.

Råvare- og kemikalieselskaberne har en hård dag mandag ved middagstid, hvor de to sektorer er de mest faldende i Europa, mens finans- og bilaktierne omvendt trækker en smule op.  Fold sammen
Læs mere
Foto: ARNE DEDERT

Der er generelt negativ stemning på de store europæiske aktiemarkeder. Det tyske DAX-indeks falder 0,4 pct., mens franske CAC 40 går tilbage med 0,1 pct., og det britiske FTSE 100-indeks taber 0,3 pct. Det store Stoxx Europe 600-indeks ligger desuden til et fald på omkring 0,2 pct.

Råvaresektoren trækker ned med et fald på 1,8 pct., og ifølge Bloomberg News er sektoren mandag trykket af fornyet usikkerhed om handelskrigen mellem USA og Kina. Mineselskabet Fresnillo falder 2,7 pct., KAZ Minerals dykker 2,8 pct., mens Anglo American og Rio Tinto taber henholdsvis 2,3 pct. og 2,2 pct. mandag.

Mandagens mest faldende aktie i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks er det britiske holdingselskab IWG, der ejer en række selskaber indenfor kontorudlejning.

Ved middagstid dykker aktien 22,9 pct., efter at selskabet har takket nej til frierier fra flere selskaber. IWG har afvist tilnærmelser fra kapitalfondene Starwood Capital, TDR Capital og Terra Firma Capital Partners.

»Bestyrelsen vurderer, at ingen af de interesserede selskaber for nuværende er i stand til at komme op med en gennemførbar aftale til en anbefalelsesværdig pris,« skriver IWG i en meddelelse og tilføjer, at bestyrelsen fortsat er sikker på selskabets langsigtede værdi og muligheder.

Mandag får den britiske storbank HSBC også opmærksomhed fra investorerne, efter at selskabet har leveret et ordinært overskud på 6,11 mia. dollar i andet kvartal mod ventet 6,05 mia. dollar ifølge estimater fra Bloomberg. De samlede indtægter steg 2 pct. til 13,7 mia. dollar.

HSBC, der allerede har en stor del af sine aktiviteter i Asien, har tidligere i år annonceret, at den vil investere 17 mia. dollar i at op- og udbygge sine aktiviteter i regionen - specielt i Kina og inden for formueforvaltning.

Aktien falder 0,9 pct. mandag middag.