Europæiske aktier: Negativ analyse trækker bilbranche ned i blandet Europa

Bilbranchen er fredag hårdt ramt på tværs af de europæiske børser, hvor der hersker en blandet stemning over landegrænserne.

Bilbranchen er fredag hårdt ramt på tværs af de europæiske børser, hvor der hersker en blandet stemning over landegrænserne. Fold sammen
Læs mere
Foto: TOBIAS SCHWARZ

Branchen står nemlig over for flere negative overskrifter i den kommende tid - blandt andet risikoen for nye toldsatser og usikkerhed om brexit - vurderer finanshuset Kepler Cheuvreux i en analyse, skriver Bloomberg News.

Sektoren ligger ved middagstid som den mest faldende i det brede paneuropæiske Stoxx 600-indeks med et fald på 1,6 pct. Med til at trække ned er franske Valeo, der laver bilkomponenter, med et fald på 6 pct. til 25,46 euro.

Værre står det dog til for det finske medicoselskab Orion, som ligger nederst i det fælleseuropæiske indeks med et fald på 8,3 pct. til 30,91 euro. Finanshuset Jefferies har her sænket sin anbefaling til "underperform" fra "hold".

For det mere positive er belgiske AB Inbev fredag i fokus. Bryggeriet står for den største stigning i indekset med et plus på 6,1 pct. til 64,98 euro.

Verdens største bryggerikoncern har ifølge anonyme kilder intentioner om at børsnotere sine asiatiske aktiviteter, skriver Bloomberg News. Værdien anslås af kilden at blive 5 mia. dollar, knap 33 mia. kr.

Mens det britiske FTSE 100-indeks stiger med 0,4 pct., falder de ledende indeks i Tyskland og Frankrig, DAX og CAC 40, med 0,2 pct. Stoxx 600-indekset går modsat og stiger med 0,2 pct.

/ritzau/FINANS