Europæiske aktier: Gang i salget af Opel sendte PSA op på grøn dag

Foto: FABRICE COFFRINI

Stærk indtjening i andet kvartal hos den franske bilproducent PSA var med til at løfte de europæiske aktieindeks tirsdag.

Efter nogle sløje dage steg DAX-indekset i Frankfurt 1,2 pct., CAC 40 i Paris steg 1,0 pct., mens FTSE 100 i London endte med et plus på 0,7 pct.

PSA, der ejer Opel og også Peugeot og Citröen, fik i kvartalet et driftsoverskud på 1,9 mia. euro i de franske bilmærker, og samlet leverede koncernen en stigning på 48 pct. i driftsresultatet.

Nytilkøbte Opel gav et overskud på 502 mio. euro i første halvår efter at have haft underskud hvert eneste år siden 1999.

- Det er simpelthen det hurtigste "turnaround", jeg har set i bilbranchen i mange år, skriver Jose Asumendi, analytiker i JPMorgan, ifølge Bloomberg News.

På børsen i Paris steg aktien 14,9 pct. til 23,47 euro og var dermed i toppen af det brede europæiske Stoxx 600-indeks, der samlet steg 1,0 pct.

STÆRKT BANKREGNSKAB

UBS tjente flere penge i sit andet kvartal, end der var ventet blandt analytikerne. Overskuddet efter skat var på 1,28 mia. schweizerfranc, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News til sammenligning havde regnet med 1,09 mia. schweizerfranc.

Og banken meldte om fortsat attraktive vækstscenarier, som burde gavne bankens indtjening.

Aktien steg med 4,3 pct. til 15,95 schweizerfranc.

MEDVIND TIL HØREAPPARATER

Italienske Amplifon købte tirsdag den spanske høreapparatkæde Gaes Médica for 528 mio. euro. Og det blev taget vel imod, da aktien steg med 3,8 pct. til 18,04 euro.

I den modsatte ende af Stoxx 600 lå britiske Spectris, der blandt andet producerer printplader. Aktien faldt med 9,3 pct. på en foreløbig salgsudmelding for første halvår forud for det egentlige regnskab.

Salget steg med 3 pct. til 728 mio. pund i forhold til for et år siden, mens forventningerne til hele året var uændrede.

/ritzau/FINANS