Europæisk sejr redder AaBs regnskab

Den underskudsramte mesterklub kan se frem til kontant belønning for kvalifikationen til Champions League-gruppespillet, men opjusterer "kun" forventningerne med 25 mio. kr.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det fremgår af den netop offentliggjorte halvårsrapport fra klubben, der i går vandt 2-0 over Kaunas fra Litauen og dermed er sikret mindst seks kassekampe mod tre af verdens bedste fodboldklubber.

Noget der normalt kaster i omegnen af 60-80 mio. kr. af sig i billetindtægter, tv-rettigheder, sponsorindtægter etc. Et beløb, som man dog ikke genkender i AaB.

"Det er klart, at de flotte præstationer på fodboldbanen har enorm betydning for hele koncernens udvikling og visioner, men jeg må gøre opmærksom på, at der for en klub som AaB ikke er tale om en nettoindtægt bare i nærheden af de tal, som adskillige medier ellers i de seneste uger har berettet om," siger bestyrelsesformand Per Søndergaard i en pressemeddelse.

"Eksempelvis har andre klubber en markant større tilskuerkapacitet, end vi råder over på Energi Nord Arena, men det er logisk, at indtægten fra Champions League giver os mulighed for at disponere offensivt, hvilket naturligvis er en stor fordel både sportsligt og kommercielt," lyder det.

Aab oplyser at klubbens mesterskab i fodbold samt kvalifikationen til Champions League får betydelig økonomisk betydning for hele AaB-koncernen. Til gengæld underpræsterer store dele af den øvrige forretning.

"For både AaB Håndbold, AaB Ishockey, AaB College og AaB Konference er den økonomiske udvikling utilfredsstillende, men der er sat ekstra fokus på disse forretningsområder, så vi også her kan opnå succes både på og uden for banen," lyder det fra Per Søndergaard.

Resultatet for første halvår 2008 blev et underskud på 4,5 mio. kr. før skat, hvilket er en forbedring på 5,4 mio. i forhold til resultatet for første halvår 2007. Aab opjusterer forventningerne til årets resultat fra 30 til 55 mio. kr.