Euroen hoppede fra svækket til styrket efter ECB-bazooka

Den europæiske fællesvaluta, euro, bliver torsdag eftermiddag styrket over for den amerikanske dollar, efter at Den Europæiske Centralbank har lanceret en række nye pengepolitiske lempelser.

Foto: PHILIPPE WOJAZER.
Læs mere
Fold sammen

Blandt tiltagene sænker centralbanken den toneangivende rente, refi-renten, med 5 basispoint til 0,00 pct. Samtidig reduceres indskudsrenten med 10 basispoint til minus 0,40 pct., og bankens opkøbsprogram for obligationer forhøjes med virkning fra april med 20 mia. euro til 80 mia. euro.

Dermed endte centralbankchef Mario Draghi med at leve op til - og endda overgå - nogle de forventninger, som markedet havde forud for torsdagens rentemøde i Frankfurt.


Eksempelvis havde økonomer ifølge Bloomberg News ventet, at det månedlige opkøbsprogram ville blive løftet med 15 mia. euro, men hvor det altså endte med at blive 20 mia. euro i stedet.

Tiltagene betød i første omgang en svækkelse af euro, der var nede at koste 1,0823 dollar, men efter Draghis pressemøde vendte udviklingen. Her varslede centralbankchefen en uændret lav rente i lang tid og fremlagde sænkede forventninger til vækst og inflation. Samtidig slog han dog fast, at renterne ikke bliver sænket yderligere, hvis det nuværende økonomiske billede holder.


Torsdag eftermiddag koster euro 1,1129 dollar og 126,43 yen. Onsdag ved 17-tiden kostede en euro 1,1020 dollar og 124,41 yen.


/ritzau/FINANS