Euro taber terræn efter tysk nein til grækerne

Tyskland kan ikke acceptere Grækenlands forslag til forlængelse af sine lånepakker med seks måneder. Sådan lyder meldingen fra Berlin torsdag eftermiddag ifølge nyhedsbureauet dpa, og det svækker den fælleseuropæiske valuta, euro.

Foto: JOHN MACDOUGALL.
Læs mere
Fold sammen

- Brevet fra Athen er ikke et forslag, som fører til en egentlig løsning, siger en talsmand for det tyske finansministerium.

Euro ligger i 1,1372 dollar efter den tyske meddelelse mod 1,1450 før, hvor det blot var blevet annonceret, at grækerne havde søgt om at få lånepakkerne forlænget med et halvt år.

Men ifølge det tyske finansministerium opfylder grækernes forslag ikke de krav, der blev vedtaget i eurogruppen mandag.

Den græske finansminister, Yanis Varoufakis, havde forinden ellers udtrykt sig positivt i forhold til muligheden for at nå et gennembrud i forhandlingerne med eurozonen fredag, hvor han forudså en godkendelse af det forslag, som den nye græske regering havde lagt frem.

Eurogruppens chef, Jeroen Dijsselbloem, bekræftede tidligere torsdag, at grækernes forslag var modtaget, og at man vil holde et møde fredag eftermiddag i Bruxelles.

Også de græske aktier sætter sig lidt oven på nyheden, ligesom dagens stigning i det tyske DAX-indeks er udvisket efter nyheden.