Euro stabiliseret igen efter torsdagens lyndyk

Investorernes hang til euro fik et skud for boven torsdag efter det pengepolitiske møde i Den Europæiske Centralbank (ECB)

Foto: DANIEL ROLAND. Centralbankchef Mario Draghi ikke bare gentog, at de kvantitative lempelser fra ECB vil vare til september 2016, men han tilføjede "eller længere, hvis det er nødvendigt".
Læs mere
Fold sammen

Men markedet er særdeles roligt fredag morgen, idet investorerne afventer fredagens yderst vigtige amerikanske arbejdsmarkedsrapport.

ECB's styrelsesråd gav som ventet ingen ændringer i renten, men der blev - som rygterne havde spået - i stedet fokuseret på justeringer af det løbende opkøbsprogram.

Centralbankchef Mario Draghi ikke bare gentog, at de kvantitative lempelser fra ECB vil vare til september 2016, men han tilføjede "eller længere, hvis det er nødvendigt".

Det skete i erkendelsen af "en på nogle områder svagere økonomisk bedring". Det blev samtidig understreget, at ECB er villig til at bruge alle de værktøjer, som mandatet tillader, hvis det skulle blive nødvendigt.

Reaktionen var lynhurtig og klar: En svækkelse af euro på ca. en stor figur fra 1,1225 dollar til 1,1125 dollar inden man kunne blinke med øjnene.

Siden har markedet ligget stille, mens der nu ventes på dagens amerikanske arbejdsmarkedsrapport.

Rapporten vil få afgørende indflydelse på de beslutninger, som den amerikanske centralbanks pengepolitiske komite skal tage på det kommende møde 16.-17. september.

Dermed kan jobrapporten blive katalysator for den længe ventede og lige så længe varslede renteforhøjelse fra Federal Reserve, der er sidste led i den lange vej mod normale tilstande i pengepolitikken.

Beskæftigelsen uden for landbruget, lønningerne og arbejdsløsheden er de tungest vejende faktorer i rapporten.

Beskæftigelsen uden for landbruget ventes at stige med 217.000 i august, og lønningerne estimeres at øges med uændrede 2,1 pct. på årsbasis, mens arbejdsløsheden falder til 5,2 pct. fra julis 5,3 pct.

Ved 6.30-tiden fredag morgen koster euro 1,1125 dollar mod 1,1120 dollar torsdag eftermiddag og 1,1225 dollar inden Mario Draghi udtalelser.

Dollar koster 119,60 yen mod 120,20 yen torsdag eftermiddag, og der går samtidig 133,05 yen på en euro mod 133,35 yen torsdag eftermiddag.