Euro rammer laveste niveau over for dollar siden 2003

Den amerikanske dollar fortsætter torsdag middag den styrkelse, som den amerikanske centralbank, Federal Reserve, satte gang i onsdag aften.

Foto: Heinz-Peter Bader

Torsdag middag koster euro 1,0413 dollar - og det er det lavste niveau siden 2003, rapporterer Bloomberg News.

Federal Reserve hævede ganske som ventet sin ledende rente for første gang siden december sidste år, men samtidig overraskede centralbanken med at varsle godt tre rentestigninger i 2017.

Det har resulteret i stigende obligationsrenter både i USA og i Europa samt en dollar, der styrkes over for for samtlige større modparter.

- Markederne fokuserede især på, at tempoet for renteforhøjelser ("dot plot") i 2017 blev opjusteret, og at nogle Fed-medlemmer havde opjusteret forventningerne på grund af ventet finanspolitisk ekspansion fra Trump - dermed er der basis for, at flere Fed-medlemmer senere vil opjustere "dot plot", skriver Jyske Bank i en kommentar.

Her lyder det videre, at dollar kan styrkes yderligere, fordi markederne endnu ikke har indregnet tempoet for renteforhøjelserne for 2017.

/ritzau/FINANS