ESTIMAT DSV 3/8: DSV-tal med styr på arvefølge og opkøb

 

Generationsskiftet er sikret, og integrationen af Frans Maas er ved at være i orden. Derfor ventes fredagens halvårsregnskab fra den danske transportkoncern DSV ikke at indeholde de store bomber.

 

- Denne her motor er ved at være så trimmet, at man kan træde pedalen i bund igen, konstaterer analytiker Steven Brooker fra investeringsbanken SEB Enskilda. Han peger på to hovedårsager til, at DSV er på toppen igen.

 

Dels er DSV ved at komme sig oven på den problemfyldte integration af hollandske Frans Maas, der blev købt i 2006. Samtidig er arvefølgen sikret, da DSV-topchef Kurt Larsen i foråret udpegede 41-årige Jens Bjørn Andersen til sin efterfølger.

 

- Det ligger til højrebenet, at DSV skal have fart på i den sidste tid med Kurt Larsen ved roret. 1. september 2008 sker skiftet, og de næste 13 måneder skal DSV vise, at de kan løbe lige så hurtigt som i gamle dage og genvinde deres kæledægge-status, siger analytikeren til RB-Børsen.

 

DSV offentliggør fredag før fondsbørsen åbning sit regnskab for årets første halvår. Det ventes at vise et overskud af driften på 789 mio. kr. mod et overskud på 473 mio. kr. i samme periode sidste år, viser en rundspørge foretaget af RB-Børsen blandt seks analytikere.

 

Resultatet før skat ventes at lande på 639 mio. kr. mod et overskud på 391 mio. kr. året før, mens omsætningen ventes at være steget til 17,5 mia. kr. fra en omsætning på 15 mia. kr. året før.

 

Opkøbet af Frans Maas har især givet anledning til problemer for DSV i Europas største økonomi - den tyske. Her har DSV's vejtransportdivision kæmpet med underskud, og de problemer er endnu ikke løst. Forretningen i Tyskland holder sig dog inden for budgettet, lød det fra DSV i forbindelse med kvartalsregnskabet i april.

 

- Tyskland er et sted, hvor det har været meget svært. Vi har små positive forbedringer. Det er ikke godt nok og lever ikke op til vores forventninger, men det går dog den rigtige vej. Der er positive tegn i Tyskland, men det er svært at sænke omkostningerne og forandre tingene i Tyskland. Men vi fastholder, at vi inden 2007 vil være synlige forbedringer i Tyskland, sagde DSV-topchef Kurt Larsen dengang til RB-Børsen.

 

På grund af problemerne i Tyskland vil analytikerne atter sætte ekstra fokus på problemområdet i kvartalsregnskabet, påpeger analytiker Jacob Pedersen fra Sydbank. Generelt mener han dog, at regnskabet vil været godt.

 

- De meldinger, der er kommet fra konkurrenterne har været fornuftige og peget på fortsat høj vækst på markedet. I vejtransportdivisionen vil de være de tyske aktiviteter, der atter løber med opmærksomheden. De har underpræsteret mange kvartaler i træk, så det bliver spændende om de tiltag DSV har lavet med ny ledelse og lukning af nogle af distributionscentrene kan være med til at løfte indtjeningen. Jeg ville blive meget overrasket, hvis Tyskland når i mål med et nulresulat i år, siger Jacob Pedersen, der samtidig peger på, at Frans Maas-integrationen kan være tættere på sin afslutning.

 

- Andet kvartal har budt på en række opkøb inden for sø og luft. Det indikerer, at der er noget mere ledelsesmæssigt overskud nu, hvilket kan være en strømpil for at Frans Maas-integrationen går godt. Jeg tror ikke vi skal vente jublende høje vækstrater. Det koster stadig for DSV at rydde op i de her tabsgivende kontrakter de købte fra Frans Maas. Men opkøbene kan være en indikation på lysere tider, påpeger analytikeren.

 

Hos SEB Enskilda mener Steven Brooker dog, at problemerne med integrationen af Frans Maas var helt forventelige.

 

- Deres problemer med Frans Maas har været vand i forhold til hvad storebror inden for transportbranchen har oplevet med sit hollandske opkøb, siger han med slet skjult henvisning til A.P. Møller - Mærsks problemfyldte opkøb af hollandske P&O Nedlloyd.

 

- Tit undervurderer man jo, hvor besværligt det kan være, at rydde op i selskaber i Tyskland og Holland. Deres arbejdsmarked er meget mere stift end det danske, og det undervurderer vi tit, mener han.

 

Steven Brooker tror rent faktisk, at der er meget mere gemt i Frans Maas end DSV hidtil har meldt ud.

 

- Jeg tror ikke, at der sker så meget ved regnskabet. De kommer ud som ventet og gemmer så lidt i posten til senere. Så kan folk begynde, at spekulere over om synergiforventningerne vil blive opjusteret. De tror selv på 450 mio. kr., men vi ser det dobbelte, da det kun er omkostningssynergier. Der vil også være operationelle synergier fra de forskellige forretninger, siger Steven Brooker.

 

DSV venter selv at komme ud af 2007 med et overskud af driften på 1658 mio. kr. skabt på baggrund af en omsætning på 35,7 mia. kr. Analytikerne er næsten på linie med selskabet selv. Her lyder forudsigelsen på en omsætning på 35,8 mia. kr. og et overskud af driften på 1688 mio. kr.

 

DSV-aktien er stille og roligt kravlet opad i år, og aktien er siden årsskiftet steget med næsten 20 pct. Tirsdag blev aktien handlet 1 pct. højere til 123 kr. pr. aktie.

 

# DSV

 

Estimater for 2. kvartal 2007(Op til 6 estimater) mio. kr. MedianGennemsnitLav/HøjStd.afvigelse2. kvartal 2006 Nettoomsætning 895288988564/90201,8% 8608 EBIT 415420388/4515,5% 138 Resultat før skat322327305/3565,0% 83 Nettoresultat 220221209/2354,3% 60

 

Estimater for Halvår 2007(Op til 6 estimater) mio. kr. MedianGennemsnitLav/HøjStd.afvigelseHalvår 2006

 

Nettoomsætning 174451739117057/175130,9% 15037 EBIT 789794762/8252,9% 473 Resultat før skat639644622/6732,6% 391 Nettoresultat 446447435/4612,1% 275

 

Estimater for 2007(Op til 6 estimater) mio. kr. MedianGennemsnitLav/HøjStd.afvigelse2006

 

Nettoomsætning 358513582535616/360060,4%31972 EBIT 168816711552/17814,9%1221 Resultat før skat134913471273/14073,0%1014 Nettoresultat 931945910/10203,9%677

 

Estimater for 2008(Op til 5 estimater) mio. kr. MedianGennemsnitLav/HøjStd.afvigelse

 

Nettoomsætning 381913820837730/388521,1% EBIT 203820762018/22544,3% Resultat før skat186018951818/20845,1% Nettoresultat 128313101245/14565,7%

 

SælgHold/NeutralKøb Anbefalinger 105 #

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )