Er aktier en god investering?

Svingninger. Aktier anbefales ofte som en yderst god investering. Især af bankerne, men passer det, at aktier altid stiger på lang sigt og skaber forrygende afkast? Få svar her.

Købe eller sælge? Ofte er det umuligt at tilrettelægge køb og salg på de optimale tidspunkter, så det bedste er at købe og beholde. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Aktier stiger altid på lang sigt, siges det ofte. Men den gamle sandhed om aktiernes fortræffelighed kan der let stilles alvorlige spørgsmålstegn ved, selv hvis det ses over så længe som ti eller 20 år.

Et af de bedste eksempler på, at aktier let ender som en udmattende ørkenvandring med massive tab i stedet for stor gevinst, er fra Japan, der stadig har verdens næststørste aktiemarked, kun overgået af USA. Her var kurserne oppe i indeks 40.000 tilbage i 1989. Nu, 22 år senere, er de kommet under 10.000 og faldet med voldsomme 75 procent.

Også på det amerikanske aktiemarked, har der været lange perioder uden særlige afkast. På den dynamiske teknologi- og biotechbørs NASDAQ, var kurserne eksempelvis oppe over 5.000 i 2000. Nu, 11 år senere, er de nede i godt og vel det halve.

Det store Dow Jones-indeks på Wall Street er for tiden tæt på 13.000. Tages der højde for inflationen, var niveauet det samme for ti år siden. Så ingen særlige afkast på verdens største og mest veludviklede marked for handel med aktier.

Mulighederne i enkelte selskaber

Én ting er også at kigge på indeks over hele markeder, som de fleste ofte gør, når de skal svare på, om aktier er gode eller dårlige på lang sigt. Noget helt andet er at se på enkelte selskaber. Så er der godt nok mange muligheder for at blive skuffet.

De seneste år har mange eksempelvis tabt formuer på Roskilde Bank, Amagerbanken og øvrige bankkrak hjemme og ude.

Men også andre store og kendte danske aktier er blevet helt værdiløse. Det gælder for det engang så hæderkronede forsikringsselskab Hafnia eller for den store maskin- og skibsfabrik, Burmeister & Wains (B&W), der i mange år lå på Amager og var én af Københavns største arbejdspladser.

Eller ret blikket mod Cimber Sterling, som gik på børsen for få år siden, og som i dag stort set er værdiløs. Smykkevirksomheden Pandora startede under stor jubel med at blive handlet til kurs 210 på Københavns Fondsbørs. Nu er kursen næsten 80 procent lavere og milliarder af kroner er tabt.

Aktier i de hæderkronede virksomheder

Selv en aktie som A.P. Møller-Mærsk, som går for at være én af de mest hæderkronede danske virksomheder og et guldrandet papir, har skuffet sine aktionærer - tilmed stort.

Aktien er ikke steget i kurs i mere end ti år, og blev aktien købt på toppen, da kursen i sommeren 2007 var i 75.000, står man i dag med et tab på tæt ved 50 procent.

Udbyttet fra A.P. Møller-Mærsk har også været yderst minimalt og under den årlige inflation. Så det har været det rene tab at eje aktier i denne, Danmarks største virksomhed, de sidste mange år. Det gælder, selv om virksomheden har investeret stort, købt stribevis af selskaber op og gerne vil være kendt for at være stabil og fair.

A.P. Møller-Mærsk har tjent gode penge de fleste år. Det er bare ikke kommet langsigtede aktionærer til gode. Det samme kan siges om Danske Bank, som under Peter Straarups ledelse har været en sand katastrofe for aktionærerne. Peter Straarup blev ordførende direktør i april 1998. Dengang lå Danske Bank-aktien omkring kurs 90, hvilket stort set er det samme som nu.

Købte man aktier i Dansk Bank, da kursen var over 200, har Peter Straarups massive opkøb i Finland og Irland og helt vilde hjemlige udlån til blandt andet Stein Bagger været en dyr affære for aktionærerne - for at sige det mildt.

Aktiemarkedets uforudsigelige bevægelser

Eneste ægte guldæg blandt store danske aktier er faktisk Novo Nordisk, som har leveret varen på både kort og lang sigt. Andre eksempler på gode danske aktier er der også, eksempelvis transportgiganten DSV, og ses der på meget lang sigt og over de seneste 100 år, har aktier som helhed nok klaret sig bedre end obligationer og ejendomme.

Problemet er bare, at der ikke er nogen som helst garanti for, at det også vil være sådan de næste 100 år. Ingen ved, hvornår aktier vil klare sig bedre end obligationer. Grundlæggende er aktiemarkedets bevægelser nemlig helt uforudsigelige. Det har mange undersøgelser vist. Hvis markedet nærmer sig nogle meget ekstreme niveauer, kan det måske påstås, at det er overvejende sandsynligt, at det enten vil falde eller stige i kurs på længere sigt. Men ingen kan love, at det sker. For hvis alle tror noget andet, end eksperter og analytikere af aktier løbende prædiker, fortsætter markedet i sin helt egen retning.

Der er da også lavet seriøse analyser af, hvordan aktier klarer sig på lang sigt. De viser, at der er meget store forskelle fra land til land, men for både Danmark, USA og Storbritannien skal der omkring 20 år til, før man kan være sikker på, at aktier slår obligationer på afkast. I hvert fald hvis man bruger historiske data.

I Frankrig skal man derimod op på 50 år, og i Italien er horisonten intet mindre end 75 år. Med andre ord er der en reel fare for at tabe penge, hvis der sættes penge i danske aktier med en tidshorisont på under 20 år. Så hvis folk tror, at lang sigt er fem til syv år, snyder de sig selv. Selv over en så forholdsvis lang tidshorisont kan aktier være særdeles farlige.

Køb og behold

Har man allerede tabt penge på aktier, bør man tage det med ro og sætte sig til at vente. Tiden kan ikke skrues tilbage. Tabene er kommet. Det er umuligt at tilrettelægge køb og salg på de optimale tidspunkter, så det bedste er at købe og beholde. Folk, som hopper ind og ud af aktiemarkedet, taber penge på det i forhold til en rolig og langsigtet investering, også fordi der er store handelsomkostninger. For ikke ret mange år siden var det også god latin at sprede sine investeringer i aktier ud over en masse geografiske områder. Så kunne man håbe på, at kurserne steg ét sted, når de faldt et andet.

Men de senere år er der kommet en meget tættere sammenhæng mellem udviklingen på de finansielle markeder i stort set alle lande. Så alt stiger og falder i en takt, der er mere ens end før. Så aktier er farlige, yderst farlige, men kan give store afkast, hvis man lige rammer det rigtige - ofte af rent held.