Eniro gennemfører kapitalplan - aktien stiger 44 pct.

Foto: Sigrid Nygaard. Virksomheden Eniro er flyttet ind i en ombygget industrihal i Søborg.
Læs mere
Fold sammen

Aktien i den svenske medievirksomhed Eniro, der i Danmark blandt andet driver internetsøgetjenesterne Krak og De Gule Sider, stiger onsdag hele 44 pct. på børsen i Stockholm efter meddelelsen om, at selskabet har afsluttet sin rekapitaliseringsplan og det såkaldte byttetilbud.

Det sker til trods for, at færre end de ellers krævede 95 pct. af aktiekapitalen havde accepteret byttetilbuddet, hvor præferenceaktier og konvertible lån veksles om til stamaktier i det finansielt hårdt pressede selskab.

- Vi er meget glade for, at rekapitaliseringsplanen har opnået støtte og kan gennemføres. Eniros banker og deltagere i tegningskonsortiet har gjort en stor indsats for nu at kunne færdiggøre planen. Med tegningskonsortiet på plads er den kommende kapitalrejsning fuld garanteret. Eniro kan nu fuldt ud fokusere på sine aktiviteter, siger selskabets bestyrelsesformand, Björn Björnsson, i en meddelelse.

Trods dagens stigning til en kurs på 0,3 svenske kr. per aktie er der langt op til fordums styrke. For fem år siden kostede aktien omkring 32 svenske kr.