Energipakke med vægt på vind og ethanol

De amerikanske politikere er godt på vej med en ny energipakke, som blandt andet lægger massiv vægt på bæredygtig energi.

Det kan give yderligere et skub til de danske selskaber med en fod inden for energiproduktion i USA.

Hos Novozymes ser direktør Poul Ruben Andersen nye muligheder på bioethanolområdet.

- Vi ser energipakken som en stærk støtte til videreudviklingen af biobrændstoffer i USA både for første og andengenerationsproduktionen. Hvis det, vi har set, bliver forhandlet på plads, så er det særdeles interessant, siger Poul Ruben Andersen, som har ansvaret for Novozymes' marketing på ethanol-området.

- Noget af det, vi synes er interessant, er hvis der kommer mål for andengenerationsethanol - altså cellulosebaseret ethanol - som der er lagt op til i forhandlingerne, siger han.

Kilder tæt på de politiske beslutningstagere i Washington vurderer over for RB-Børsen, at der ingen tvivl er, om at der er tale om en kraftig styrkelse af vedvarende energi både på bioethanolområdet og på vindenergiområdet.

I vindenergibranchen vil Peter Kruse, der er chef for kommunikation og IR hos Vestas, ikke kommentere energipakken, før den er vedtaget. Peter Kruse vurderer dog, at regeringstiltag vil øge interessen endnu mere for vindenergi.

- Der er meget fokus på det her, og det er super for os at man fra centralt hold i Washington tager det op. Men i USA sker der så meget på lokalt plan. Op mod 30 stater har deres egne initiativer i gang, og det gør, at det amerikanske marked er ved at være ganske robust. Og et centralt tiltag oven i gør det endnu mere robust, siger Peter Kruse.

En ny støtte til videreudviklingen af biobrændstoffer vil få afmatningen i industrien til at fordampe som ethanol i sommervarmen i sydstaterne. Markedet for bioethanol har vist tegn på afmatning over de seneste måneder, men det har Novozymes ikke mærket noget til.

- Vi har ikke set nogen stagnation i salget til trods for de lidt svære tider for fuelethanol med høje majspriser og lave ethanolpriser, fastslår Poul Ruben Andersen, der mener, at udviklingen kun går een vej. Og hvis den ny energipakke bliver vedtaget, vil det give yderligere et markant skub til udviklingen, vurderes det.

- Det vil være en ganske betragtelig stigning, som man så (hvis pakken vedtages, red.) fortsat vil se fremover, lyder det fra ethanolchefen.