Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Koster arbejdspladser
De nye afgifter rammer produktionsvirksomheder som mejerigiganten Arla og Danish Crown-slagterierne. »Regeringens hårde beskatning af danske produktionsvirksomheder er en fuldstændig tosset strategi. Især de energi-intensive virksomheder, der beskæftiger en masse lavtlønnede medarbejdere, som personligt intet får ud af skattepakken, bliver massivt beskattet. Vi vil komme til at se, at nogle virksomheder forlader Danmark til fordel for produktion i lande med mindre restriktive miljøkrav og lempeligere beskatning. Det vil komme til at koste rigtig mange danske arbejdspladser,« siger Peter Lunau Larsen, seniorrådgiver i revisionskoncernen KPMG.
I Dansk Industri vurderer man, at de nye energiafgifter truer cirka 30.000 danske job. »Afgiften betyder, at danske virksomheder, der producerer energi-effektivt, bliver straffet i forhold til udenlandske virksomheder, der sviner mere,« siger Richard B. Larsen, underdirektør i DI. Han vurderer, at det med tiden vil blive urentabelt at gennemføre energitung produktion på dansk grund.
»Det kommer med statsgaranti til at medføre, at der bliver brugt mere CO2. Det kommer jo til at betyde, at vi må importere produkterne i stedet for. Og det sviner jo endnu mere,« siger han.
Udsulter investeringer
På Dalum Papir, der beskæftiger 300 og har en omsætning på 850 mio. kr., er der stærk bekymring. »Med udsigt til at vi i 2012 skal betale otte mio. kr. i energiafgifter, har vi sat tingene på stand by. Tjener vi ikke penge, kan det ende med, at vores ejere flytter dansk papirproduktion til andre lande i Europa. Truslen er, at vores ejere stille og roligt udsulter os i Danmark, så vi ikke får penge til at investere i yderligere udvikling,« siger direktør Jesper Olsen fra Dalum Papir A/S.
Carlsbergs datterselskab, Danish Malting Group, ved Vordingborg ser også dystert på fremtiden. »Vi bliver ekstremt hårdt ramt. De højere energiafgifter betyder, at vi vil miste mellem 25 og 50 procent af vores overskud efter skat. På den lange bane truer det danske malteriers konkurrenceevne. I forvejen ligger vi og slås på verdensmarkedet med svenskere, tyskere og franskmænd. Nu bliver konkurrencen endnu hårdere,« siger administrerende direktør Kim Jørgensen.
De nye afgifter betyder, at virksomheden fra 2013 får ekstra energiomkostninger svarende til mellem 20 og 50 pct. af det årlige overskud. Derfor er planerne om at investere 50 mio. kr. i en udvidelse nu lagt på hylden. Selskabet producerer årligt 120.000 ton malt til ølproduktion.