Eks-direktør brager Brøndby-aktien op

Fodbold-aktien stiger 25 procent, efter at tidligere topchef i fodboldklubben Frank Buch-Andersen har viftet investorerne om næsen med 150 millioner kroner.

Investorerne i Brøndby sætter pengene på en redning fra eks-direktør Frank Buch-Andersen Fold sammen
Læs mere
Foto: Nicolai Howalt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For fodboldfans findes der ikke noget som duften af en nyslået og kampklar grønsvær. Det skulle da lige være duften af et trecifret millionbeløb fra en kampklar gruppe investorer til den slunkne klubkasse.

Brøndby-aktien stiger 25 pct. i formiddagens handel til en pris på 12,50 kroner, efter at tidligere direktør i fodboldforretningen Frank Buch-Andersen og en gruppe ukendte investorer bag ham er kommet med et tilbud om at tilføre nye penge til den økonomisk hårdt pressede klub.

"Jeg har sonderet terrænet og vendt ideerne med nogle mennesker. Jeg har tænkt over det et stykke tid, og vi er interesserede," siger Frank Buch-Andersen til sporten.dk. Investorgruppen står klar til at garantere en aktieemission på op til 150 mio. kr.

Det økonomiske pres på Brøndby kommer fra flere sider. Senest har afgørelsen i den meget omtalte feriepengesag, hvor klubben nu står til at skulle betale 24 mio. kr. til 57 spillere for manglende feriepenge og pension gennem en årrække, været med til at ryste forretningen alvorligt.

Med dagens store aktiestigning har aktien nu genvundet det tabte efter det store fald, udløst af afgørelsen i feriepengesagen tirsdag. Denne uge har været en af de travleste i Brøndby-aktien i flere år med stor handel.

Men der følger klare betingelser med fra Frank Buch-Andersen, hvis garantien skal blive til virkelighed - og der er tale om et tilbagevendende stridspunkt i historien om Brøndby: Aktiestrukturen skal ændres, så de nuværende A- og B-aktier bliver slået sammen, og alle aktionærer får lige indflydelse.

Buch-Andersen har også tidligere været en skarp kritiker af strukturen. A-aktierne er i dag koncentreret på få hænder i Brøndbyernes IF Fodbold Fond, der af mange beskyldes for at have ført forretningen ud i den nuværende krise. Strukturændringen vil ændre magtbilledet i klubben og give andre kredse langt større indflydelse på den videre udvikling af forretningen. Indtil videre har fonden dog været meget uvillig til at give slip på magten.

I sidste ende kan forslaget om en garanteret aktieemmission vise sig at blive en billig omgang for Buch-Andersen og investorerne bag ham. De håber faktisk, at de kun kommer til at tegne aktier for et begrænset beløb i den forstand, at deres garantier vil vise sig overflødige, hvis der er så stor interesse for at sætte penge i fodboldaktierne fra almindelige investorer.