Eik Banki: Formuepleje til Skandiabankens kunder - dir

 

Investeringsrådgivning har ikke ligefrem været Skandiabankens speciale, da der er tale om en netbank, men det vil den nye ejer, Eik Banki, ændre på. I forsommeren købte Eik Banki Skandiabanken, og tirsdag oplyste den færøske bankkoncern, at de i den sammenhæng meget små selskaber Privestor Fondsmæglerselskab og Tidsskriftet Finansnyt også er overtaget.

 

- Vi vil gerne kunne tilbyde vores kunder i Skandiabanken investeringsrådgivning og formuepleje, når de ringer ind. Med købet af Privestor har vi fået et produkt at tilbyde dem, det havde vi ikke før, siger administrerende direktør i Eik Bank Danmark, Brian Toft, til RB-Børsen.

 

Skandiabanken har omkring 115.000 kunder, og nogle af dem er ifølge direktøren "gør-det-selv-kunder", som næppe vil benytte det nye tilbud. Omvendt er der andre, der efterspørger rådgivningen, så de to personer, som er ansat i Privestor, får sikkert rigelig at tage sig til.

 

- Jeg håber, at det bliver nødvendigt at ansætte flere, men vi er nødt til at starte et sted. Det betyder noget, at vi har en god base, og så må vi se, om vi kan skaffe de folk, der skal til. Det er jo ikke det nemmeste for tiden, siger Brian Toft.

 

Han sammenligner Privestor med Formueplejeselskaberne i Århus, hvor kunderne køber en aktie, og selskabet står for investeringerne. Eik Banki, der har hjemme på Færøerne, har i dag placeret størstedelen af sine aktiviteter i Danmark. Bankkoncernen har typisk valgt at gå ind i niche-områder som for eksempel pantebreve og internetbank, men den har også haft private banking i mange år.

 

- Vi har haft private banking og asset management hele tiden. Vi har bare ikke været ude og slå på stortromme for det. Det har udviklet sig stille og roligt, forklarer Brian Toft.

 

Selve købet af Skandiabanken er endnu ikke gennemført, men direktøren oplyser, at alt forløber som planlagt, og det ventes at falde endeligt på plads sidst i august.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )