Efter uro sender Kinas centralbank et »stærkt signal«: Danske aktier åbner i plus

De kinesiske myndigheder er parat til at gå langt for at undgå, at den gældsplagede kinesiske ejendomsgigant Evergrande trækker andre med ned i et potentielt kollaps. Det vurderer PFAs chefstrateg, efter at Kinas centralbank har tilført banksystemet ekstra likviditet.

Den kinesiske centralbank har onsdag morgen sprøjtet likviditet ind i banksystemet, og det er en god nyhed for investorerne og hele den anspændte situation omkring den kinesiske ejendomsgigant Evergrande.

For det er et »stærkt signal« om, at de kinesiske myndigheder vil strække sig meget langt for at undgå, at Evergrandes gældsproblemer breder sig som ringe i vandet, vurderer PFAs chefstrateg, Tine Choi Danielsen.

»Vi tolker det som et tegn på, at de kinesiske myndigheder vil gøre alt for at slå ring om Evergrandes problemer,« siger hun.

Den kinesiske ejendomsmastodont Evergrande har en svimlende gæld på knap 2.000 milliarder kroner. Et beløb, der næsten svarer til hele Danmarks bruttonationalprodukt.

De seneste uger har Evergrandes økonomiske vanskeligheder skabt stor frygt for, at selskabet trækker andre med ned i et eventuelt kollaps, så der opstår en ny finansiel krise.

Mandag tog aktiemarkederne et dyk, men tirsdag fik det danske aktiemarked comeback og endte i et plus på to procent. Den positive stemning fortsætter onsdag morgen, hvor det danske eliteindeks, C25, er åbnet med en stigning på 0,6 procent.

Aftale om rentebetaling

Flere strateger hæfter sig især ved to nyheder onsdag morgen.

Udover at den kinesiske centralbank har sprøjtet 90 milliarder yuan ind i det lokale pengemarked, forlyder det i en svagt formuleret børsmeddelelse fra Evergrande, at »en aftale er indgået med obligationsejere om rentebetaling«.

Ifølge finansmediet Bloomberg News omfatter aftalen et beløb svarende til 36 millioner dollar, der snart forfalder.

Evergrande skal ligeledes torsdag betale 83,5 millioner dollar af på et andet obligationslån, men der er ingen oplysninger om den forpligtelse.

Umiddelbart efter oplysningen kom frem, blev den kinesiske valuta styrket som et tegn på lettelse hos investorerne. Kinas børsmarked åbnede onsdag efter flere helligdage med et begrænset fald på 0,9 procent.

Evergrande har samlet set forfaldne renter for 669 millioner dollar i resten af 2021.

»Der er næppe tvivl om, at udenlandske kreditorer afventer de kinesiske myndigheders næste træk,« skriver rentestrateg i Jyske Bank, Jan Bylov, i en kommentar.

Ifølge Tine Choi Danielsen er der fortsat mulighed for, at Evergrande ender med at gå konkurs.

»Men det afgørende er, at det er bliver en »ordentlig« konkurs, så krisen ikke spreder sig som ringe i vandet,« siger hun.