Det gjorde ondt at være aktionær i IT-aktier i efteråret, men nu er der godt nyt for investorer med en forkærlighed for de store teknologi-giganter.
Verdens største kapitalforvaltere har nemlig taget sektoren tilbage på »overvægt«-listen, hvilket betyder, de synes, at aktierne er attraktive og vil klare sig bedre end andre dele af markedet. Både BlackRock og T. Rowe Price - med henholdsvis 39.000 milliarder kroner og 6.500 milliarder kroner under forvaltning - peger på IT-aktier som nogen af deres favoritter for 2019. Begge investeringshuse var i København i denne uge for at præsentere deres prognoser for det nye år.