Efter hvidvaskskandale og oktobernedtur: Derfor kan danske bankaktier være en god investering

Investorerne er for pessimistiske omkring den danske banksektor, men de kan forvente at score store gevinster, hvis de drister sig tilbage i de danske bankpapirer. Et bredt felt af internationale analytiker forventer, at Danske Bank kan stige næsten 30 pct. over de næste 12 måneder.

(ARKIV) Danske Banks hovedkvarter i København, tirsdag den 25. september 2018. Millioner flød fra Socialstyrelsen til privat konto i Danske Bank over flere år. Det skriver Ritzau, onsdag den 10. oktober 2018.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Mads Claus Rasmussen

Danske Banks hvidvaskskandale, nogle skuffende regnskaber og afsmitningen fra en generel nedtur for internationale finansvirksomheder. 2018 har været et særligt hårdt år for danske bankaktier, og de største banker står over for deres største årlige fald siden 2011.

Det lyder måske mest af alt som en alarmklokke, men for investorer på udkig efter et godt tilbud i aktiemarkedet, kan den svækkede banksektor være det helt rigtige bud, siger flere aktiestrateger.

»Forudsætningerne for at bankaktierne kan få et comeback og »outperforme« deres benchmark, synes jeg, er rigtig, rigtig gode,« siger Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.

»Kombinationen af at aktierne er faldet meget, at bankernes indtjening er nogenlunde stabil, at renterne formentlig kommer til at gå lidt op og de negative faktorer som for eksempel hvidvasksagen formentlig ikke gentager sig, gør at aktierne er meget attraktive,« tilføjer han.

Siden nytår har bankerne fået prygl på aktiemarkedet. Den blodrøde oktober var med til at skubbe aktierne ekstra meget ned, og Danske Bank har nu tabt 40 pct., Sydbank 35 pct. og Jyske Bank 20 pct. i 2018. Andre nordiske banker har generelt klaret sig bedre, og kun Nordea er i nærheden af de store danske fald. Til sammenligning er det paneuropæiske Stoxx Europe 600 bankindeks faldet 20 pct.

Særligt sagen om hvidvask i Danske Banks estiske afdeling har gjort investorerne nervøse og lagt sig som en tåge over hele industrien, forklarer Per Hansen. Derudover leverede både Sydbank og Jyske Bank skuffende regnskaber, der sendte deres aktier ned med henholdsvis 13 pct. og 11 pct. på regnskabsdagen.

»Danske Banks møgsag omkring hvidvask har fået udenlandske investorer til at råsælge danske bankaktier. Udenlandske investorer er meget mere stemningsdrevede, og i sidste ende dem der bestemmer prisen, fordi de ejer omkring 55-60 pct. af danske aktier i gennemsnit og står for 75 pct. af den daglige omsætning på grund af deres højere omsætningsfrekvens. Men når vi får et stærkere positivt momentum, så kommer de igen,« siger Per Hansen.

Schweizisk storbank: Danske Bank kan stige 47 pct

Det samlede globale analytikerkorps er også optimistiske på danske bankaktier, dog primært Danske Bank og Jyske Bank. Data fra Bloomberg viser, at aktieanalytikere i gennemsnit forventer, at Danske Bank-aktien kan stige 28 pct over de næste 12 måneder, og at Jyske Bank-aktien står overfor en 15 pct. spurt. De allermest optimistiske strateger ser endda Danske Bank klatre hele 70 pct, mens de mest pessimistiske forudser et fald på 14 pct.

Den schweiziske storbank UBS er blandt de allermest positivt indstillede og forventer, at Danske Bank kan komme op i en kurs på 210 kroner inden for 12 måneder – en stigning på 47 pct. fra den nuværende kurs omkring 143 kroner.

»Danske Bank er stadig den bank, hvor vi ser den største absolutte gevinst, men der er forhøjet usikkerhed på grund af de igangværende hvidvaskundersøgelser,« skriver aktieanalytiker hos UBS Johan Ekblom i en rapport om nordiske banker.

Den amerikanske trussel

Investorerne er især nervøse for, om de amerikanske myndigheder vil give Danske Bank en stor bøde, når de afslutter deres hvidvaskundersøgelse. USAs justitsministerium har før skræmt europæiske banker med store bøder i lignende sager, og bonnede sidste år Deutsche Bank for fire mia. kroner i en anden hvidvasksag.

Omfanget af Danske Bank-sagen har dog vist sig at være af en større kaliber, og frygten blandt investorerne er, at amerikanerne giver en kæmpebøde, der simpelthen truer bankens eksistensgrundlag. Men både Johan Ekblom og Per Hansen vurderer, at markedet er alt for pessimistisk i forhold til sådan en bøde.

»Jeg tror, der er stor risiko for, at der kommer en økonomisk sanktion, men jeg tror bare, at når det kommer til stykket, så vil den økonomiske sanktion, man får, være mindre end den, som man frygter,« siger Per Hansen, og tilføjer at de amerikanske myndigheder normalt ikke giver bøder, der truer en virksomheds eksistensgrundlag.

»Som investor i Danske Bank skal man være forberedt på store udsving, og at det ikke er givet, at man bliver klogere på risikoen fra amerikanske sanktioner inden for de næste seks måneder, og derfor skal man være meget risikotolerant,« siger han.