Efter blodbad på Wall Street: Aktier peger forsigtigt opad

Torsdag fik de globale aktiemarkeder igen bank på grund af frygt for en langtrukken handelskrig, men fredag morgen er stemningen en anelse bedre. I London er der rygter om, at Theresa May vil annoncere sin fratrædelse senere på dagen.

Aktier så igen blodrødt torsdag, men stiger forsigtigt fredag morgen. Foto: Johannes Eisele/AFP/Ritzau Scanpix    Fold sammen
Læs mere

Godmorgen,

Og velkommen til en fredag morgen, hvor handelskrigen stadig er det dominerende efter endnu et blodbad på de globale aktiemarkeder.

Torsdag led alle de store indeks – inklusiv det danske – store tab på over 1 pct., da konflikten mellem USA og Kina igen blussede op og gjorde investorerne nervøse for, at handelskrigen kommer til at vare i flere år. Efter at have sortlistet den kinesiske telegigant Huawei i USA kom det tidligere på ugen frem, at Washington planlægger at tilføje yderligere fem IT-giganter fra Kina til listen. Regeringen i Beijing svarede så igen torsdag og sagde, at USA skal ændre sine »forkerte handlinger«, før forhandlinger kan blive genoptaget.

Handelskrigen er begyndt at vise sig i de økonomiske nøgletal, hvilket yderligere har bidraget til den negative stemning på aktiemarkedet. Torsdag viste det amerikanske PMI-tal for fremstillingssektoren, at aktiviteten i maj er faldet til det laveste niveau i ni år. PMI-tallene for Europa var også over en bred kam skuffende.

Der er dog en anelse mere optimisme at spore fredag morgen, efter at den amerikanske præsident Donald Trump igen har sagt, at han tror, der kommer en hurtig ende på handelskrigen. Han sagde også, at Huawei kunne blive en del af en endelig handelsaftale, hvilket har dæmpet frygten for en teknologisk koldkrig.

»Det faktum, at Trump stadig snakker om en handelsaftale, har givet markedet en grund til at være en smule optimistisk. Investorerne har været fokuseret på, hvor meget skade en handelskrig kan have på verdensøkonomien, så en pause fra de dårlige nyheder er med til forsigtigt at løfte stemningen,« siger Jasper Lawler, researchchef hos London Capital Group, i en kommentar.

I Storbritannien er der rygter om, at enden er nær for Theresa May som premierminister. De lokale medier skriver, at hun allerede fredag vil fremlægge planer for sin fratrædelse. Utilfredsheden mod May er steget gevaldigt i den seneste uge op til valget til Europaparlamentet, hvor hendes konservative parti står til at gå kraftigt tilbage. Den omdiskuterede tidligere London-borgmester Boris Johnson står til potentielt at blive den nye premierminister, hvilket kan bane vejen for et hårdere Brexit. Johnson var en af de mest højtråbende fortalere for Brexit op til folkeafstemningen i 2016.

Få Berlingskes Børsbarometer - hver dag


Hold dig opdateret med alt, hvad der sker på aktiemarkederne. Med Berlingske Business’ ugentlige aktieklumme får du det fulde overblik over finansmarkederne i ind- og udland og en analyse af, hvor finansmarkedet er på vej hen.

Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev bliver du klædt på til hele børsugen.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske mandag-fredag sender mig de seneste nyheder om aktier obligationer investeringer og status fra verdens børser. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

Virksomheder i fokus

  • Danske Bank – Goldman Sachs sænker sin anbefaling til »neutral« fra »køb« skærer kursmålet til 155 kroner fra 190 kroner. Torsdag lukkede aktien i en kurs på 110,55 kroner.
  • Simcorp  – Goldman Sachs løfter kursmålet til 770 kroner fra 675 kroner. Aktien lukkede torsdag i 649,50 kroner.
  • Mærsk kommer med regnskab for første kvartal.

Markederne lige nu - kl. 8:25

Asien
Hong Kongs Hang Seng: +0,4 pct.
Kinas Shanghai Composite: 0,4 pct.
Japans Nikkei 225: -0,2 pct.
Sydkoreas Kospi: -0,7 pct.

Europe (futures)
Euro Stoxx 50: +0,3 pct.
Tysklands DAX 30: +0,3 pct.
Storbritanniens FTSE 100: +0,2 pct.

USA (futures)
S&P 500: +0,3 pct.
Nasdaq: +0,4 pct.
Dow Jones Industrial Average: +0,3 pct.

Råvarer:
Olie (Brent): +1,1 pct. til 68,47 dollar
Guld: -0,1 pct. til 1.284,55 dollar

Valuta:
1 dollar koster: 6,67 kroner
1 pund koster: 8,46 kroner