ECB tager hedgefonde på sengen

Markedet reagerede torsdag på nyheden om ECB's lempelse af pengepolitikken med aktiefald og en styrkelse af euro, og det har kostet dyrt for en række hedgefonde, der havde satset på nøjagtig det modsatte.

Læs mere
Fold sammen

Hedgefonde med fokus på makroøkonomi havde således satset på en svækkelse af euro og en stærkere dollar, men da ECB's lempelser ikke levede op til markedets forventninger, førte det til en styrkelse af euro. Euro blev styrket mere end 3 pct. over for dollar, og Stoxx 600-indekset dykkede mere end 3 pct.

Det skriver Wall Street Journal.

- Jeg tror det har gjort ondt på en masse mennesker. Stort set alle var short i euro. Udsigterne var klare for alle, siger Michele Gesualdi, investeringschef hos Kairos Partners i London, til Wall Street Journal.

Kapitalforvalteren MAN Groups AHL Diversified Fund tabte således godt 5 pct. torsdag, svarende til mere end 1,5 mia. kr., mens også Brevan Howard Asset Management, Tudor Investment, Moore Capital Management og Caxton Associates led tab. Særligt computerdrevne fonde har været hårdt ramt, mener investorerne.

Data fra de amerikanske myndigheder viser, at hedgefondenes bets på euros svækkelse udgjorde 4,7 gange størrelsen på bets i den anden retning.