ECB giver pengeinstitutterne kæmpe julegave (NY)

De europæiske pengeinstitutter får al den likviditet, de kan ønske til jul. Det står klart, efter at Den Europæiske Centralbank tirsdag sendte 348 mia. euro (2597 mia. kr.) ud i pengemarkedet ved sin auktion over refinansieringsarrangementer, der løber hen over nytår. Så stort et beløb har ECB aldrig før tildelt markederne på en gang, og reaktionen kom prompte, da de korte renter faldt.

Auktionen er både ekstraordinær og historisk. Det er den første af to planlagte auktioner, som holdes i fællesskab mellem centralbankerne i Schweiz, USA, Canada, Storbritannien og eurozonen. Den næste auktion begynder på torsdag den 20. december. I princippet har ECB sat pengekassen frit frem på bordet, og sagt til bankerne: "Værs'go I kan bare tage, og aflevere tilbage om 16 dage".

- Det her er virkelig markant. Ikke nok med, at ECB tildeler 348 mia. euro hen over nytår, de har endda sagt på forhånd, at de garanterer, det bliver til en rente på 4,21 pct., siger chefanalytiker hos Nordea Anders Matzen til RB-Børsen.

Allerede mandag oplyste ECB, at alle bud til en rente på mindst 4,21 pct. ville blive efterkommet. Auktionen foregår på den måde, at pengeinstitutterne siger, hvor meget likviditet de vil låne og til hvilken rente. ECB efterkommer herefter ønskerne oppe fra og ned. Forud for auktionen havde ECB beregnet, at pengeinstitutterne havde behov for cirka 180 mia. euro hen over nytår, så de har altså fået 168 mia. euro - hele 1252 mia. kr. - ekstra at gøre godt med.

Normalt løber arrangementerne i en uge, men jul og nytår betyder, at ECB denne gang låner pengene ud til pengeinstitutterne i 16 dage. I alt 390 europæiske institutter deltog i auktionen, og ECB modtog bud for 377 mia. euro. De få, som ikke fik, hvad de bad om, har budt en rente under 4,21 pct.

- ECB giver markederne ekstra likviditet midlertidigt. Dermed slækker de ikke pengepolitikken, men forsøger at sørge for, at der er finansiel stabilitet hen over nytår. Det viser, at ECB tager situationen alvorligt, siger Anders Matzen.

Han forklarer, at de europæiske pengeinstitutter har behov for mere likviditet ved dette årsskifte end tidligere årsskifter. Det skyldes, at mange banker har fået trukket på de kreditfaciliteter, de har garanteret at stille til rådighed for andre. Krisen har aktiveret garantierne, og dermed er kapitalkravet til bankerne øget. Når der skal lånes penge til at dække kapitalkravet ind, så foretrækker bankerne hen over årsskiftet at have dem i en centralbank, hvor lånet kan risikovægtes med nul procent, frem for et lån hos en anden bank.

Pengemarkederne reagerede på den megen ekstra likviditet med betydelige rentefald. Den europæiske en-måneds deposit-rente faldt med 0,4 pct.point til 4,45 pct., og tre-månedersrenten faldt med 0,1 pct.point til 4,82 pct. Der er dog stadig et stykke vej til en normalisering af renteniveauet, da tre-månedersrenten normalt vil ligge 0,15 pct.point højere end ECB's toneangivende rente, der for tiden er 4,0 pct.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )