Dubais børs fastholder bud på Fondsbørsen

Dubai-børsen mener, at den har opfyldt alle de svenske lovmæssige krav til et bud på den skandinaviske børs OMX, og at det er rene rutinespørgsmål, det svenske finanstilsyn stiller.

Det skriver Dubai-børsen fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Tidligere fredag meddelte det svenske finanstilsyn, at det vurderede hvorvidt en meddelelse fra Dubai-børsen om at den vil købe alle aktierne i OMX udgør et bud på hele OMX-koncernen.

OMX selv mener ikke, at der er modtaget et bud fra Dubai. Fredag morgen meddelte OMX nemlig, at der kun er modtaget tilbud fra amerikanske Nasdaq. OMX har dog noteret sig, at Dubai-børsen har erhvervet 4,9 pct. af aktierne i netop OMX, og under visse betingelser har optioner til at købe yderligere 22,5 pct. af aktierne.

Bestyrelsen i det skandinaviske selskab anbefaler således fortsat aktionærerne at tage imod det amerikanske tilbud, og samtidig bemærker man, at Nasdaq fortsat er fuldkommen indstillet på at realisere sit tilbud.

RB-Børsen