Dubai lægger stort bud på Fondsbørsen

Aktierne i OMX blev torsdag sendt til vejrs på børserne i København og Stockholm, efter at der er udbrudt en budkrig om det nordiske børsselskab: Børsen i Dubai udfordrer den amerikanske børsgigant Nasdaq om kontrollen over OMX.

Børsen i Dubai er kontrolleret af Dubais statsleder, den stenrige emir Mohammed bin Rashid al Maktoum, der tidligere har udtrykt interesse for den nordiske børs.

Ifølge Bloomberg News vil børsen i Dubai købe mindst 25 pct. af OMX for 230 skr. pr. aktie. Modbuddet fra Dubai-børsen afsporer det næsten 20 mia. kr. dyre bud fra Nasdaq på OMX og har straks fået aktiemarkedet til at spekulere i en budkrig, og kursen på OMX-aktierne i Stockholm er torsdag steget 5,5 pct. til 229 skr. pr. aktie - lige under budprisen fra Dubai-børsen.

- Børsen i Dubai er sulten efter information og erfaring. OMX vil give dem det i forhold til, hvordan andre børser er struktureret og udviklet, siger analytiker Zahed Chowdry fra Deutsche Bank i Dubai til Bloomberg.

Buddet er overraskende for ledelsen af OMX, der gerne havde set en sammenlægning med Nasdaq. I juni sagde administrerende direktør Magnus Böcker, at der ikke ville komme flere bud på OMX.

- Efter hvad jeg hører i dag, tror jeg ikke på, der vil komme nogen konkurrerende bud, sagde Magnus Böcker dengang til den svenske avis Dagens Industri.

Torsdag formiddag er ledelsen af OMX gået helt i flyverskjul. Pressechef Heidi Wendt afviser over for RB-Børsen overhovedet at kommentere sagen.

RB-Børsen