DSV-analytiker: Egentlig ikke så skidt

DSV nedjusterer omsætningen voldsomt, men udmeldingen er konservativ, og regnskabet er egentlig ikke så dårligt, som det umiddelbart ser ud, mener analytiker.

Foto: Keld Navntoft / Scanpix
Transportkoncernen DSV kom ud af første halvår med en omsætning på 18,3 mia. og et driftsresultat (EBITA) på 804 millioner kroner. Koncernen nedjusterer nu forventningerne til hele årets resultat med 6 mia.

”Det er skuffende, at de falder kraftigt på deres omsætning. Det er væsentligt under, hvad markedet havde forventet. De øger dog samtidig indtjeningen på den lavere omsætningskrone, fordi der er stor overkapacitet i transportbranchen og i forhold til vores estimater, rammer de rimelig godt på indtjeningsniveau før ekstraordinære poster,” siger analytiker fra Alm. Brand Michael Friis generelt om regnskabet og fortsætter:

”Jeg synes egentlig ikke, at Q2-regnskabet er så skidt, som det lige umiddelbart ser ud, men det er selvfølgelig meget skidt, at de via deres guidance indikerer, at de ikke ser nogen vending i andet halvår, hvilet markedet havde forventet,” siger han.

Ifølge Michael Friis er koncernens udmeldinger for fremtiden en smule konservative.

”De indikerer, at der ikke kommer en vending i andet halvår, og det kan virke lidt konservativt. Det hænger nok sammen med, at de kan have meget lav visibilitet, og derfor ønsker de at være ekstra forsigtige,” siger analytikeren.