Draghis ord sender aktier op og svækker euro

Udsigt til fortsat lave renter i den nærmeste fremtid bliver modtaget pænt blandt investorerne på finansmarkederne torsdag eftermiddag.

Foto: KAI PFAFFENBACH. Mario Draghi.
Læs mere
Fold sammen

Det er den øverste chef for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, som på et pressemøde klokken 14.30 har slået fast, at de nuværende renter vil forblive på det historisk lave niveau "i nogen tid", men samtidig åbner muligheden for endnu en rentesænkning.

På aktiemarkedet er reaktionen positiv. Herhjemme stiger C20 Cap-indekset 2,7 pct. til 948,67, hvor det før ECB-chefens ord var i 940. I Europa stiger det brede Stoxx 600-indeks 2,3 pct. til 229,65 mod indeks 325,50 inden mødets start.

Reaktionen er også tydelig på valutamarkedet. Her styrkes dollar markant over for euro, så der går 1,0798 dollar for en euro mod 1,0916 forud for Draghis ord.

På obligationsmarkedet falder renten på den toneangivende tiårige statsobligation med 3 basispoint til 0,71 pct. i forhold til tidspunktet før pressemødet.

Mario Draghi taler til investorer, økonomer og journalister i forlængelse af rentemødet i Den Europæiske Centralbank, hvor centralbanken helt som ventet fastholdt udlånsrenten på minus 0,30 pct.