Dong falder lidt efter oliesalg

Aktierne i Dong sætter sig en smule, efter at selskabet før børstid onsdag meddelte, at man havde frasolgt sin olieafdeling, der blev sat til salg i efteråret.

Dong-aktien falder 0,4 pct. til 280,70 kr. efter 1 time og et kvarters handel, efter at aktien åbnede i et plus. C20-indekset falder 0,1 pct. til indeks 1146,85.

Salgsprisen fra olie- og gasforretningen kan løbe op i 1,2 mia. dollar eller 8,7 mia. kr. og ændrer ikke ved 2017-forventningerne, da olie- og gasforretningen allerede bliver opgjort som ophørende forretning.

Prisen for Dongs olie- og gasforretning er væsentligt under det, som analytikerne havde regnet sig frem. Men der er dog formildende omstændigheder, vurderer Alm. Brand Markets.

- Det (prisen på 1,2 mia. dollar, red.) er væsentligt under konsensusforventningerne på omkring 2 mia. dollar. Dong beholder dog "cash flow" frem til halvåret, og visse terminskontrakter (0,45-0,5 mia. dollar), påpeger chefanalytiker Michael Friis Jørgensen i en kommentar.