Domino's Pizza vokser for lidt - aktien bliver sendt ned

Domino's Pizza. Fold sammen
Læs mere
Foto: LUCY NICHOLSON

Domino's Pizza voksede både på toplinjen og indtjeningen i andet kvartal, men det var ikke tilstrækkeligt til at stille investorerne tilfredse, og aktien bliver sendt ned på børsen i USA.

Den amerikanske pizzakæde, der er at finde mere end 15.000 steder rundt i verden, øgede i kvartalet omsætningen til 779,4 mio. dollar fra 628,6 mio. dollar i samme periode året før, men aktieanalytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en fremgang til 786,3 mio. dollar.

Desuden lød væksten på det vigtige hjemmemarked i USA på 5,1 pct. i de restauranter, Domino's Pizza selv ejer, og det lå et stykke fra den ventede fremgang på 6,4 pct.

Til gengæld var overskuddet på 77,4 mio. dollar - eller 1,84 dollar per aktie - en positiv overraskelse for analytikerne, der havde ventet et plus på 1,72 dollar per aktie.

Ifølge Bloomberg News er det indtægter fra franchise-ejede restauranter, som trækker op, da selskabet herfra får procenter af salget og samtidig tjener penge på at sælge ingredienser og udstyr.

Resultatet på bundlinjen er en fremgang fra 65,7 mio. dollar - 1,32 dollar per aktie - i samme periode året før.

Domino's Pizzas aktie falder 4,4 pct. i formarkedet og har dermed udsigt til en skidt torsdag på børsen, men det skal med i regnestykket, at den var steget omkring 50 pct. i år forud for regnskabet.