Dollaren i modvind over for euro - og kronen

Den amerikanske dollar dykkede mandag for første gang siden august 2015 ned under 6,50 kr. Og skuer man en smule tilbage i tiden, kostede den så sent som 30. november sidste år 7,06 kr.

Foto: THOMAS COEX.
Læs mere
Fold sammen

- Modvinden til dollaren skyldes primært, at den amerikanske forbundsbank (Fed) ikke har hævet renten i USA så hurtigt, som de fleste investorer tidligere forventede. I december 2015 hævede Fed renten i USA en smule, efter at den i syv år i træk havde ligget tæt på 0, lyder det fra Jacob Graven, der er cheføkonom i Sydbank.

For dansk økonomi er den svagere dollarkurs dårligt nyt, da det svækker danske virksomheders konkurrenceevne.

- Set i et lidt længere perspektiv skal danske virksomheder dog ikke klage over dollarkursen, der blev styrket markant frem til begyndelsen af 2015. For to år siden kostede en dollar under 5,40 kr., påpeger cheføkonomen, der forventer, at dollaren vil blive styrket behersket i løbet af året.

- På kort sigt kan dollaren sagtens blive svækket yderligere en tand, men i løbet af sensommeren eller efteråret vil Fed sandsynligvis hæve renten igen, og det kan styrke dollaren behersket. Vi forventer en dollarkurs på omkring 7 kr. ved udgangen af året, lyder vurderingen fra Jacob Graven.

Mandag klokken 17.30 koster en dollar 6,4683 kr., mens en dollar koster 0,8689 euro.