Disse selskaber er eller kan være på vej væk fra børsen

Der er gennemtræk på fondsbørsen i København. Lige nu er op til 11 selskaber på vej eller kan være på vej væk:

Foto: Kim Haugaard. Mols-Linien kan se frem til en afnotering, når kapitalfonden Polaris har overtaget selskabet.
Læs mere
Fold sammen

Her er selskaberne, der er afviklet eller er under afvikling, og derfor må tages af børslisterne:

* Rella Holding: 6. august bliver den sidste dag, på hvilken selskabets aktier kan handles på Nasdaq Copenhagen.

* Auriga: Er i øjeblikket ved at blive afviklet som følge af salget af virksomheden Cheminova til FMC Corporation.

* Trævarekoncernen DLH har solgt ud siden 2013 og har blot få aktiver tilbage.

* Viborg HK har meddelt, at selskabet officielt er en tom børsskal efter at have overført sine håndboldaktiviteter til det nystartede New Beginning ApS.

* Copenhagen Network har solgt ud af aktiviteterne.

* Ejendomsselskabet Victoria Properties er ved at afvikle alle aktiviteter.

Selskaber, der er på vej til at blive overtaget:

* Mols-Linien kan se frem til en afnotering, når kapitalfonden Polaris har overtaget selskabet.

Planlagt afnotering:

* Hos investeringsselskabet Deltaq har det siden 2007 været planen, at selskabet ventes inden for en tidshorisont på 10-12 år.

Økonomiske kvaler:

* Victor Internationals er på vej væk. I selskabets regnskab for tredje kvartal 2014 kom det frem, at ejendomsselskabet vil opgive sin børsnotering i København, primært som følge af hovedaktionæren HMJ Groups ilde økonomiske tilstand.

* Ejendomsselskabet Nordicom skal bruge resten af året til at finde ud af, om selskabet kan overleve. Selskabet skal finde ud af, om man kan få forlænget låne- og kreditaftaler.

* Mineselskabet Nunaminerals arbejder på at finde en løsning på sin fremtid. Selskabet er gået tør for likvider og gået i betalingsstandsning - og aktien har været suspenderet fra handel på børsen siden starten af året.

Ved indgangen til 2015 var der 148 noterede selskaber på børsen i København, viser tal fra Nasdaq OMX - det samme antal som sidste år - og de sidste to år har tallet været det laveste de seneste 20 år.

Kilde: Ritzau Finans, Nasdaq OMX.