Direktionen i Chr. Hansen har aktier for op til 1,1 milliard kr.

Med en pris på 117 kr. pr. aktie har ledelsesgruppen i Chr. Hansen aktier for knap 1,1 milliarder kr., hvoraf op til halvdelen kan blive udbetalt i kontanter ved børsnoteringen.

Chr. Hansens adm. direktør Lars Frederiksen Fold sammen
Læs mere
Foto: benita marcussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da adm. direktør Lars Frederiksen i går i Chr. Hansens kantine kunne fortælle medarbejderne om den forestående børsnotering, havde han en overraskelse i ærmet: Alle medarbejdere får til august to månedslønninger i ekstraordinær bonus, hvis børsnoteringen forløber glat.

De ansatte brød spontant ud i klapsalver. Men de helt store vindere på børsnoteringen, ud over ejeren PAI Partners, er Lars Frederiksen selv sammen med en ledergruppe, der i alt er på 60 personer.

Ledelsesgruppen ejer nemlig 9,1 procent af Chr. Hansen, og ved en aktiekurs på 117 kr. betyder det, ifølge Berlingske Business beregninger, at de vil eje aktier for 1.073 mio. kr. Heraf kan op til halvdelen, eller aktier for 536 mio. kr., blive solgt i forbindelse med børsnoteringen og dermed ende som kontanter på ledernes bankkonto.

Lars Frederiksen selv ejer samlet set to pct. af Chr. Hansen og har dermed en aktiepost, der ifølge udbudskursen har en værdi på mellem 175 og 236 mio. kr.

Herefter følger økonomidirektør Henning Jakobsen, der ejer 1,5 pct. af selskabet, eller aktier for op til 177 mio. kr., og i alt har den seks mand store topledelse lige godt halvdelen af den samlede aktiepost.

Lars Frederiksen har selv tidligere oplyst, at han har investeret omkring 20 mio. kr. i Chr. Hansen-aktier.

Nyt aktieprogram

Hertil kommer ledelsens forskellige incitamentsprogrammer. Blandt andet vil Chr. Hansen indføre et aktieoptionsprogram, som årligt giver ledelsen mulighed for at få aktieoptioner til en kurs på 110 pct. af børskursen ved tildelingstidspunktet. Programmet skal være på 1,5 pct. af aktiekapitalen eller ca. to millioner aktier årligt.

Der vil også blive indført et særligt aktieprogram for direktionen og andre nøglemedarbejdere, som gør dem i stand til at købe Chr. Hansen aktier til den uhyre lukrative pris af én krone pr. aktie. Værdien af det program vil dog højst kunne udgøre en tredjedel af den pågældendes årlige grundløn.

Hertil kommer et eksisterende incitamentsprogram, som i alt er på lige knap tre millioner Chr. Hansen-aktier, som selskabet vil købe i forbindelse med børsnoteringen af den nuværende ejer, PAI Partners, og indirekte også af ledelsesgruppen, der jo er medaktionærer.

Men bortset fra det, så har ledelsen skrevet under på, at man ikke vil sælge aktier før tidligst næste sommer. PAI Partners, der efter børsnoteringen vil eje godt halvdelen af selskabet, må først sælge aktier igen i 2011.

Men bestyrelsesformand Ole Andersen fra Chr. Hansen understreger, at PAI Partners på længere sigt ikke har planer om at fortsætte med at være aktionær, så det må forventes, at den franske kapitalfond løbende vil sælge ud af sine aktier fra 2011.

Det er dog ikke kun ledelsesgruppen, der står til at tjene gode penge ved børsnoteringen.

Af det omfangsrige prospekt fremgår, at Chr. Hansen i alt regner med at skulle betale 187,5 mio. kr. til selskabets finansielle rådgivere i forbindelse med børsnoteringen. Millionerne for rådgivningen bliver primært delt mellem storbankerne Credit Suisse, JP Morgan, SEB Enskilda, Danske Markets og Morgan Stanley, mens der også falder en luns af til investeringsbankerne Carnegie og Cheuv­reux.