DFDS/CEO: Validering af strategi og konsolideringsplaner

Læs mere
Fold sammen
Der er stor tilfredshed hos DFDS' ledelse med DSV som - omend indirekte - medejer af rederiet. Det fastslår administrerende direktør Niels Smedegaard over for RB-Børsen.

- Vi får en storaktionær, som vi kender og som har godt kendskab til transportbranchen. Der er en række synergier, som vi kan få på området - vi kan hjælpe dem og de kan hjælpe os, siger Niels Smedegaard og peger på, at man nu er "lidt tilbage ved de tanker som DFDS og DFDS Transport havde i gamle dage".

- Den grundlæggende industrielle logik er absolut intakt i den her konstruktion, lyder det.

DFDS-ledelsen ser også DSV's medejerskab som en godkendelse af rederiets virke.

- Vi ser det også som en validering af vores strategi, og af de planer, vi har, om deltagelse i konsolideringen. Og Fondet ser måske en bedre mulighed for at støtte os end tidligere, vurderer direktøren.

Timingen passer også DFDS rigtig godt, idet transportmængden har været aftagende. Men DSV ventes at tilføre yderligere på det område til rederiet.

Til gengæld står DFDS Seaway på sidelinien i hele konstruktionen, og Niels Smedegaard lægger da heller ikke skjul på, at hvis udviklingen i passagertransporten ikke ændres, vil enheden blive solgt fra.

- Det er da klart, at det er transportdelen, som DSV er interesserede i. Men det her ændrer ikke ved den udfordring, vi har haft - og stadig har - i Seaways, siger Smedegaard.

Og Seaways har længe haltet efter med store underskud.

- Vi er ikke tilfredse med indtjening, og vi har reageret med en række drastiske tiltag. Hvis vi kan bringe Seaways i en position, hvor vi er tilfredse med det finansielle afkast, så er det fremragende. Kan vi ikke gøre det, så må vi konkludere, at hvis ikke vi - efter alle de tiltag, vi har lanceret - kan rette det op, så er vi nok ikke de rette ejere, siger Niels Smedegaard.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )