Deutsche Bank trækker finansaktierne ned

Den kriseramte tyske storbank, Deutsche Bank, begynder fredagen med at styrtdykke med 8 pct. på børsen i Frankfurt.

Foto: Kai Pfaffenbach

Deutsche Banks bratte nedtur på de internationale aktiemarkeder kommer i kølvandet på forlydender om, at en række fonde er begyndt at trække blandt andet overskydende likvider ud af Tysklands største bank.

Fra børsstart i Frankfurt dykker Deutsche Bank-aktien med 8 pct. og Tysklands næststørste bank, Commerzbank, trækkes med ned med tæt på 7 pct..

Herhjemme er der også en afsmitning fra Tyskland, idet aktierne i Nordea, Jyske Bank, Danske Bank og Sydbank starter fredagen med fald på henholdsvis 3,1 pct., 2,2 pct., 2,7 pct. og 3,1 pct. Dermed er bankaktierne de mest faldende i det danske eliteindeks, der er helt i rødt.

Samlet falder bank- og finanssektoren med 3,1 pct. i det brede europæiske Stoxx 600-indeks i fredagens tidlige handel.