Detailsalg kan ikke løfte aktiestemningen

Aktiehumøret på Wall Street er til den dårlige side tirsdag inden åbningsklokken kl. 15.30 dansk tid, og en let opløftende melding om detailsalget i december måned kunne ikke ændre på det faktum.

Læs mere
Fold sammen

Detailsalget i USA steg 0,5 pct. i julemåneden, viste friske tal kl. 14.30 dansk tid, hvor der ellers i snit kun var ventet en fremgang på 0,2 pct. ifølge en rundspørge udført af Bloomberg.

Det formåede dog ikke at ændre synderligt ved den dårlige stemning, der præger de amerikanske aktiehandlere. Ifølge futureskontrakterne, der indikerer fremtidige indeksniveau, vil de tre toneangivende aktieindeks, Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq, falde med mellem 0,3 og 0,4 pct. fra start.

Det gode detailsalg blev da også krydret med en skuffende udvikling i januars Empire Manufacturing-indeks over erhvervstilliden i New York-regionen. Det faldt til minus 7,78 fra minus 7,30 i december.

Derudover er der efter en god start på året for aktierne igen kommet lidt uro omkring det amerikanske budget og gældsloft. Den afgående finansminister, Timothy Geithner, opfordrede mandag Kongressens medlemmer til at vedtage en forhøjelse af gældsloftet, da de ekstraordinære tiltag, som er taget for at undgå et brud på USA's låneforpligtelser, kun rækker til midten af februar eller starten af marts. Det præcise tidspunkt meldes ud senere. Løftes gældsloftet ikke, rammes økonomien, sagde Geithner ifølge Bloomberg News.

Præsident Barack Obama var endnu mere insisterende, da han afviste at ville forhandle om en forhøjelse af gældsloftet under pres om budgetnedskæringer fra republikanerne, som ifølge præsidenten holder nationen som gidsel. USA's gældsloft er lige nu på 16.400 mia. dollar, eller svimlende 94.000 mia. kr.

På selskabsfronten er Facebook i fokus, efter at selskabet har indkaldt til et pressemøde tirsdag kl. 19 dansk tid. Emnet er dog ikke kommunikeret ud til omverdenen endnu. Aktien stiger 0,8 pct. i formarkedet til 31,20 dollar.

Forest Laboratories, Lundbecks mangeårige samarbejdspartner, ligger til gengæld til at falde 5 pct. til 35,69 dollar efter et skuffende sæt tal fra medicinalselskabets tredje kvartal. Her var både top- og bundlinjen noget tyndere end ventet af analytikerne.

Tirsdag byder ikke på nogen større regnskaber, selv om sæsonen er ved at komme op i omdrejninger. Onsdag er der dog tal fra både Goldman Sachs og JPMorgan Chase.