Det græske spøgelse presser euro

En fortsat uafklaret situation omkring Grækenland er med til at svække euro mandag, efter at fredagens møde i eurogruppen ikke for alvor gav afgørende nyt.

Foto: Mads Nissen. Det græske national flag ved siden af EU flaget
Læs mere
Fold sammen

Meldingen oven på eurogruppemødet i Riga i Letland fredag var, at grækerne ikke skal regne med hjælp, før at landet gennemfører en række reformer, der skal sikre indtægter til den slunkne statskasse og dermed mulighed for at afdrage på milliardgælden.

 

- Hvis du ser på nyhederne nu og resultaterne hen over weekenden, så ser det virkelig ud til, at Grækenland er ved at løbe tør for penge. Markedsdeltagere, der forventede en løsning i sidste minut, er måske blevet en smule bekymrede, hvorfor der er en smule pres på euro, siger Lutz Karpowitz, valutastrateg i Commerzbank, til Bloomberg News.

Ifølge Henrik Drusebjerg, der er chefstrateg i investeringsbanken Carnegie, er der dog en smule fremgang at spore, fordi eurogruppen nu går direkte til premierminister Alexis Tsipras og uden om finansminister Yanis Varoufakis.

Det kan ifølge Drusebjerg være med til at sætte en smule fart på processen, da den græske finansminister ifølge flere iagttagere ikke virker til at være alt for ivrig med at gennemføre reformer.

Euro svækkes mandag eftermiddag, så der går 1,0838 dollar per euro mod 1,0864 dollar fredag eftermiddag ved 17-tiden. Derudover svækkes euro over for de fleste andre store valutaer.