Det globale aktiemarked i rødt: »Det er svært at finde nogle gode nyheder«

Det har været en blytung dag for aktiemarkedet i hele verden. Kun to aktier i det danske C25-indeks er steget i værdi. Der er mange forklaringer på, hvorfor vi ser røde tal.

Krig, renteforhøjelser, nedlukninger i Kina og inflation er alle med til at lægge en dæmper på aktiemarkedet. Arkivfoto: Vincent Thian/AP/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Coronanedlukninger i Kina, krig mellem Ukraine og Rusland, bekymringer over den stigende inflation og en økonomi, der har sænket farten, giver bekymringer hos investorer verden over.

»Når det er så bredspektret, og der er så mange usikkerhedsmomenter, så vil det også give udslag i nogle dage,« siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef hos Sydbank.

Det europæiske toneangivende aktieindeks Stoxx 600 er faldet med 1,4 procent. Det tegner til at være det største fald på en enkelt dag siden starten af marts.

Også i Danmark ser aktiemarkedet grund til bekymring. I C25-indekset, som indeholder de 24 mest handlede, børsnoterede virksomheder i landet, er det kun to aktier, der ser grønne tal i dag.

Nedlukninger i Kina

Den kinesiske børs er ramt af panikkøb, og landets førende aktieindeks CSI 300 var ved lukketid faldet med 4,9 procent siden i morges. Beijing forbereder sig på nedlukninger og strenge coronarestriktioner i tråd med dem, der er blevet indført i Shanghai.

Forklaringen på de globale aktiefald kan til dels forklares med de kinesiske restriktioner, som kan sætte en prop i landets eksport og forårsage forsyningsproblemer.

»Der er mange faktorer, som falder sammen. Men Kina-situationen ser ud til at være den store katalysator i dag,« siger Neil Birrell, chefanalytiker hos Premier Miton Investors, til Financial Times.

»Det er svært at finde gode nyheder nogen steder, og jeg kan se gode grunde til at være negativt indstillet på næsten alle aktivklasser,« siger han.

Jacob Pedersen fra Sydbank mener i stedet, at det er nok nærmere flerheden, der gør udfaldet.

»Investorerne har lidt vænnet sig til krigen. Det gør ondt mange steder, men særligt i USA. Det så vi allerede i fredags, hvor aktiemarkedet havde en rigtig dårlig dag,« siger han.

I USA faldt S&P 500 mandag 0,9 procent forud for åbningen efter allerede at være faldet med 2,8 procent i fredags.

Skrider længere væk fra fred

Rusland og Ukraine ser også ud til at rykke sig længere væk fra pragmatiske fredsforhandlinger, hvilket også presser forsyningskæderne yderligere.

Og den stigende inflation, som bliver set verden over, har fået flere nationalbanker til at overveje deres pengepolitik og varsler renteforhøjelser.

»Vi står lige omkring det punkt, hvor centralbankerne trækker penge ud af de finansielle markeder. Man må ikke undervurdere, hvor stor betydning den lempelige pengepolitik, der er blevet ført de seneste 15 år, har haft for aktieafkastet,« siger Jacob Pedersen.

Ifølge ham gør det investorerne nervøse.

»I et miljø, hvor penge ikke længere er gratis, bliver investorerne lidt mindre letsindige og ser på, hvor meget de vil betale for en aktie, hvis de kan spare et par procenter ved at købe obligationer.«

Fald for næsten alle

Mærsk, som er børsnoteret med to aktieklasser, har mandag set det største fald på 4,2 og 3,8 procent.

Ligeledes er virksomhederne Bavarian Nordic, Ambu, Pandora og Coloplast faldet med over 3 procent.

I den anden ende er Chr. Hansen Holding og Ørsted steget med henholdsvis 0,6 og 2,5 procent.

Jacob Pedersen råder investorer til ikke at gå i panik og holde fast i sin strategi.

»Vi står med en ret dårlig start på året, men vi regner med at se et positivt aktieafkast over det næste år, der er noget lavere end de tidligere år.«