Det britiske pund styrtdykker efter Theresa Mays brexit-tale

Det britiske pund dykker, efter at den britiske premierminister, Theresa May, har været på talerstolen i Firenze i Italien fredag eftermiddag.

Foto: ALESSANDRA TARANTINO.
Læs mere
Fold sammen

Det britiske pund dykker, efter at den britiske premierminister, Theresa May, har været på talerstolen i Firenze i Italien fredag eftermiddag.

En del af talen blev allerede lækket torsdag, men den skuffede alligevel investorerne, der sendte pundet ned kort tid efter. Skuffelsen kan ifølge Mikael Olai Milhøj, senioranalytiker i Danske Bank, skyldes, at premierministeren ikke var særlig konkret i talen.

Eksempelvis nævnte hun ikke meget om, hvordan den første fase af forhandlingerne ser ud, som blandt andet drejer sig om borgerrettigheder, skilsmisseregningen og grænsen mellem Irland og Nordirland, som er noget, EUs chefforhandler Michel Barnier, ellers flere gange har spurgt ind til, oplyser analytikeren.

- Theresa May gjorde os ikke for alvor klogere på de dele af forhandlingerne, og derfor ser forhandlingerne stadig svære ud nu må vi se på mandag, når fjerde runde af brexit-forhandlingerne starter, skriver Mikael Olai Milhøj i en kommentar.

I talen fortalte premierministeren, at en overgangsordning i EU efter brexit i 2017 formentlig vil vare to år. Samtidig afviste hun en norsk eller canadisk ordning som model for et fremtidigt samarbejde med EU. Hun vil et nyt økonomisk partnerskab.

Kort efter talen dykkede det britiske pund til 0,8876 per euro, mens der gik 0,8818 pund på en euro klokken 15.30, hvor talen begyndte. Siden er noget at tabet blevet udvisket, og omkring 16.45 går der 0,8835 pund på en euro.

Samtidig kostede et britisk pund 8,3844 danske kr. efter talen mod 8,4265 kr. klokken 15.30. Også her er noget af faldet udvisket, og klokken 16.45 koster et pund 8,4218 kr.

Ifølge Danske Banks senioranalytiker vil markedet fremover fortsat holde øje med Brexit-forhandlingerne, og det vil også føre til svingninger for den britiske valuta fremadrettet.

- Så ligesom i dag vil vi fortsat se, at pundet vil stige og falde, alt efter hvordan det går med forhandlingerne, skriver Mikael Olai Milhøj i kommentaren.

/ritzau/FINANS