Derfor stiger de kinesiske aktier igen efter mareridtsår

De seneste to handelsdage på det kinesiske aktiemarked har budt på håb om bedring for et marked, der har været særdeles hårdt ramt i år med fald på de ledende indeks på over 20 pct. for året.

De kinesiske investorer har fuldt med i udviklingen på markederne i spænding de seneste måneder, hvor det stor set kun er gået en vej. Men nu er der en anelse lys i horisonten.    Fold sammen
Læs mere
Foto: JOHANNES EISELE

Med fald på over 20 pct. i år har de kinesiske aktiemarkeder været en særdeles dårlig investering for danske investorer.

I sidste uge ramte et af de store aktieindeks, Shanghai Composite, det laveste niveau i fire år, og alt i alt har markedet været gennemsyret af nervøsitet og usikkerhed. Det er blandt andet antændt af handelstvisten med USA krydret med forventninger om, at den kinesiske vækst skal ned i gear.

Det har været en giftig cocktail.

Andreas Østerheden, seniorstrateg i Nordea

»Vi forventer, at man fra centralt hold vil tage de nødvendige tiltag for at opretholde stabiliteten både i forhold til Kinas økonomi, men også på aktiemarkedet.«


Men fredag blev de røde tal så skiftet ud med pæne stigninger og i mandagens handel fortsatte den positive udvikling for flere af de ledende aktieindeks. Det smittede mandag formiddag dansk tid af på de fleste af de europæiske markeder, der er klædt i grønt.

Shanghai Composite er de seneste to dage steget med over 6,5 pct. og det andet store kinesiske indeks, CSI 300-indekset, ligger med et plus på over 7 pct. for de seneste to handelsdage.

Det store kinesiske aktieindeks, Shanghai Composite, har været på en lang nedtur i 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bloomberg .

Forklaringen skal ses i lyset af en række meldinger fra forskellige steder i den kinesiske top.

Blandt andet har Kinas Centralbank samt præsident Xi Jinping lovet at sikre likviditeten i Kinas private sektor og samtidig bød weekenden på en annoncering af sænkning af personskatterne. Det gav smil på læberne mandag, hvor de to store indeks steg med over fire pct.

Holder hånden under markedet

Meldingerne kommer oven på en periode, hvor den kinesiske regering for alvor har forsøgt at holde hånden under og ultimativt løfte, hvad der i år har udviklet sig til et af verdens værste aktiemarkeder.

»I takt med, at handelskonflikten er eskaleret, har regeringen forsøgt at dæmpe de negative effekter, som toldtiltag kan have,« forklarer Andreas Østerheden, der er seniorstrateg i Nordea Wealth Management.

»Det, Kina helt konkret har gjort, er at indføre en stribe pengepolitiske tiltag, heriblandt at sænke reservekravene til de kinesiske banker, så det i bund og grund er billigere for bankerne at låne penge ud. Overordnet set har regeringen også lagt op til lavere skattetryk,« forklarer han.

Ifølge Andreas Østerheden er et helt afgørende fokuspunkt for den kinesiske regering at sikre den socialøkonomiske stabilitet i Kina.

Den magtfulde kinesiske præsident har derfor talt for at støtte flere investeringer i børsnoterede selskaber og samtidigt opfordre lokale regeringer til at foretage yderligere infrastrukturinvesteringer.

Hos Nordea Wealth Management tror derfor på en bedring for det kinesiske aktiemarked og har en overvægt af aktier fra Fjernøsten med fokus på Kina.

»Vi forventer, at man fra centralt hold vil tage de nødvendige tiltag for at opretholde stabiliteten både i forhold til Kinas økonomi, men også på aktiemarkedet. Det er ud fra devisen om, at Kina i høj grad er herre over egen økonomi,« siger Andreas Østerheden.

Danske investorer bliver

Kursfaldene i Kina siden februar har heller ikke slået de private investorer ud, lyder det fra Nordnet, der handler med aktier. Selvom der ikke er kommet mange nye danske investorer til, er de eksisterende blevet i aktierne. Man kan tale om en status quo, vurderer investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen.

»I alt har vores investorer investeret anslået 160 til 170 mio. kr. i amerikanske parallelnoteringer af kinesiske aktier, hvoraf Alibaba står for mere end halvdelen. Derudover har investorerne købt for i alt 30-40 mio. i investeringsforeninger og ETFere. Det bringer de samlede danske aktieinvesteringer i Kina op på anslået 200 mio. kr., skriver Per Hansen i en kommentar.