Derfor er markedet gået amok – og det er ikke slut endnu

Flere indikatorer peger i retning af en recession, og det gør investorerne nervøse. Amerikanske aktier er nu faldet mere end 20 procent i år, og når det sker, plejer der at være yderligere voldsomme kursfald i vente.

Ja, hvad er det egentlig, der foregår? Renterne banker i vejret, og aktiemarkedet er igen turbulent. Den høje inflation gør investorerne nervøse, og den ultimative frygt er, at centralbankerne med aggressive rentestigninger kommer til at skabe en recession. Brendan McDermid/Reuters/Ritzau Scanpix

Der er handelsdage på finansmarkedet, man husker, og mandag den 13. juni bliver højst sandsynlig en af disse dage.

Hvad der begyndte som en stille og rolig rød aktiedag, udviklede sig i løbet af mandagen til noget nær panik – især i USA. Ved lukketid var det toneangivende S&P 500-indeks nede med 3,9 procent og dermed officielt i et såkaldt bjørnemarked – eller bear market – der dækker over et 20 procent stort kursfald fra seneste top. Det it-tunge Nasdaq-indeks lukkede 4,7 procent lavere og dykkede til sit laveste niveau siden 2020.