Derfor er markederne ligeglade med Bin Ladens død

Kurserne nåede langt fra samme højder som folks glæde efter nyheden om Osama Bin Ladens død. To aktie-eksperter giver deres bud på hvorfor.

Politibetjente holder vagt ved hegnet, der omgiver området, hvor World Trade Center stod, kort tid efter at præsident Barack Obama gik på tv og annoncerede Osama Bin Ladens død. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARIO TAMA
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forklaringen er grundlæggende, at Osama Bin Laden først og fremmest var et symbol. Derfor var der en lille effekt primært på dollar-kursen og priserne på råvarer, men der var hverken tale om store eller vedvarende bevægelser, fastslår to bankøkonomer.

"Selvfølgelig har det en stor følelsesmæssig betydning, men økonomisk set har det ingen effekt," siger Henrik Drusebjerg, chefstrateg i Nordea.

Samme konklusion lyder fra Danske Bank. På lidt længere sigt kan terrorlederens død imidlertid godt få real-økonomisk betydning.

"Det kan være en medvirkende bevæggrund for at afslutte krigen i Afghanistan. Den beslutning vil få lettere ved at komme igennem kongressen, og så taler vi hard facts. Det vil betyde, at USAs politiske styrke bliver marginalt forbedret," siger Morten Kongshaug, chefstrateg i Danske Bank.

Osama Bin Ladens død kan også få en længerevarende effekt på oliepriserne.

"Hvis man skal lægge en betydning i det fremadrettet så er det, at det på kort sigt giver en øget risiko for terror. Det er selvfølgelig noget, som finansmarkederne vil frygte i en periode, og der hvor man især er sårbar, det er i relation til olie," siger Henrik Drusebjerg.

Netop olieprisen var et af de steder, hvor nyheden om terrorlederens død rent faktisk kunne aflæses, kort efter at præsident Barack Obama havde offentliggjort nyheden om Osama Bin Ladens død på amerikansk TV.

Men alt i alt var der tale om små reaktioner, mest fordi al-Qaeda lever videre også uden sin leder.

"En kraftig reaktion havde krævet, at Osama Bin Ladens død markerede afslutningen på krigen mod terror og dermed en flytning af en stor portion penge fra det amerikanske forsvarsbudget til genopretning af økonomien," siger Henrik Drusebjerg.

Han vurderer, at heller ikke fremtidige terrorangreb vil få lige så stor effekt på aktiemarkederne, som man så 11. september 2001 - med mindre terroristerne finder nye måder at overraske på.

Se også Web-TV: Ro på Wall Street efter Bin Ladens død

"9/11 gav en kæmpe reaktion, bomberne i London og Madrid gav noget mindre reaktioner. Hvis et nyt terrorangreb skal have meget stor, økonomisk betydning, så skal det ramme anderledes end det, de tidligere angreb har ramt, og på en måde, som også har en økonomisk konsekvens," siger Henrik Drusebjerg.